Strygernes mand

Egentlig er det mærkeligt at skulle skrive om et af Danmarks helt store navne i det internationale musikliv, at han er lovende. Men med henblik på den 36-årige Nikolaj Znaiders dobbeltrolle som violinist og dirigent giver det mening. Som violinist har han haft stjernestatus, siden han i teenageårene som den første dansker nogensinde vandt Carl Nielsen-konkurrencen. Som dirigent er han endnu i den spæde begyndelse af sin løbebane, og han har angiveligt tænkt sig at fortsætte sin karriere i begge spor.

Ved torsdagskoncerten i sidste uge stod han for første gang i spidsen for DR SymfoniOrkestret. I Mozarts indtagende 22. klaverkoncert i Es-dur havde han følgeskab af pianisten Saleem Abboud Ashkar. De to jævnaldrende musikere, der for nogle uger siden optrådte sammen med London Symphony Orchestra (dengang med Schumanns klaverkoncert), fortsatte så at sige i det romantiske spor. Det var en mere inderlig end fandenivoldsk Mozart, vi hørte, pianisten næsten selvforglemmende over sine tangenter, Znaider rank og rolig, opsat på at trække det allerbedste ud af strygerne – det lykkedes især i begyndelsen af andanten, som blev inderligt smukt spillet.

I Bruckners storladne 7. symfoni fortsatte Znaider som strygernes mand. Måske hænger det sammen med, at ikke mindst violinisterne gør sig de der fem procent ekstra umage, når de har en så fremragende kollega stående foran sig? Znaider var her endnu mere rolig end i Mozart-koncerten, opsat på at brede det Brucknerske landskab ud for os, lade de mange smukke passager stå lysende klart.