Jeg deler ikke modstandernes opfattelse af ægteskab og homoseksualitet. Ægteskabet er ganske vist blevet forsvaret af kirken i århundreder, men man har opfattet det meget forskelligt.

Jeg har således ikke noget imod, at ægteskabsloven ændres til at omfatte homoseksuelle. Men jeg har noget imod, at en minister enerådigt vil ændre loven på en sådan måde. Derfor finder jeg den kritikløse begejstring over forslaget lige så tankeløs som modstanden.

Loven pålægger folkekirken en pligt til at indstifte homoseksuelle ægteskaber. Og det er et indgreb i det, man traditionelt kalder folkekirkens indre anliggender. Min modvilje kan ikke begrundes retligt, for minister og Folketing er i deres gode ret til at fastsætte bestemmelser for folkekirken. Folketinget er folkekirkens øverste lovgivende organ, så ministerens tiltag er fuldstændig legitimt.

Men netop derfor rejser Sareens initiativ jo spørgsmålet om vor nuværende kirkeordnings hensigtsmæssighed. For mig er der ingen tvivl om, at folkekirkens svar bør være et krav om en kirkeforfatning, altså en opfyldelse af Grundlovens paragraf 66, den såkaldte løfteparagraf.

Selskab for Kirkeret fremlagde i september et forslag til, hvordan en sådan forfatning kunne se ud. Hvis et sådant forslag blev realiseret, ville folkekirken have sine egne styrende organer, et kirkemøde og et kirkeråd. Folketinget ville stadig være lovgivende instans, også for folkekirken. Men der ville ikke blive foreslået eller vedtaget love for kirken, uden at kirkerådet var blevet hørt. Og når det gælder de såkaldte indre anliggender, burde Folketinget simpelthen ikke kunne vedtage noget imod kirkerådets indstilling.

Det virker, som om Manu Sareen med sit udspil fører en personlig hjertesag. Men hans forslag er samtidig en gave til folkekirken. Hans legitime overgreb burde få modstanden mod en kirkeforfatning til at forstumme.

Svend Andersen,

professor, dr.theol.,

næstformand i Selskab for Kirkeret,

Østergårdsvej 223,

Solbjerg