Henrik Hoffmann-Hansen |
29. november 2011
Rygtet om folkekirkens snarlige død på tinge er overdrevet
For tilhængere af båndet mellem stat og kirke er der opløftende nyt i dagens Kristeligt Dagblad.
82 procent af folketingsmedlemmerne er nemlig også medlemmer af folkekirken, viser et rundspørge. Dagens landspolitikere er præcis lige så folkekirkelige som resten af befolkningen, og rygtet om folkekirkens snarlige død på tinge synes dermed noget overdrevet.
LÆS OGSÅ: Flere folkekirkemedlemmer på Christiansborg end i befolkningenInterview med nogle af politikerne antyder desuden, at deres religiøsitet og tro – eller mangel på samme – formentlig svarer til, hvad man ville få at høre fra det store flertal af ”kulturkristne” danskere. Nemlig at de ikke er så troende, at det gør noget, men at kristendommen da har sat sit præg på dansk kultur.
Religion er en privatsag, man skal ikke blande religion og politik, men i øvrigt kan det godt være, at der er mere mellem himmel og jord, end man lige regner med.
De svar kan man glæde sig over eller græmme sig over, alt efter kirkeligt temperament, men de burde i hvert fald give noget at tænke over for dem, der vil skille kirke og stat. Sagen er, at kirke-stat-forholdet er blevet en væsentlig markør i den nye politiske værdikamp.
Både liberalister i for eksempel Venstre og Liberal Alliance, kulturradikale radikale og socialister i Enhedslisten argumenterer for, at båndet mellem stat og kirke skal løsnes eller ligefrem skæres over. Det synspunkt høres tillige i andre partier.
Et af mange argumenter har været, at det heller ikke for folkekirken kan være optimalt, at ikke-medlemmer skal sidde i Folketingets Kirkeudvalg og afgøre kirkens egne anliggender.
Det behøver nu heller ikke være tilfældet.
Med undersøgelsen in mente er der gode muligheder for eksempelvis at sammensætte et kirkeudvalg, hvor næsten alle medlemmer også er i folkekirken.
Det fordrer bare, at partierne selv erkender, at det er en dårlig idé at sende folkekirkemodstandere eller anderledes troende ind i netop Kirkeudvalget. Det fremgår af selve Grundloven, at den evangelisk-lutherske kirke er folkekirken, og ”som sådan” skal understøttes af staten.
Den paragraf og hele resten af Grundloven må man selvsagt gerne forsøge at ændre, men kampen bør hverken føres i Kirkeministeriet eller i Kirkeudvalget. Det handler også om balancen mellem kirkens ydre og indre forhold, som folketingspolitikerne langt det meste af tiden har forstået at fastholde.
For folkekirken er det mest ærgerlige ved undersøgelsen, at den viser, at det især kniber med opbakningen fra venstre side af folketingssalen.
Det kan bidrage til den misforståelse, at kirken skulle være politisk borgerlig, hvad den ikke er.
Kirkens budskab er til alle mennesker, til alle tider og til alle sider. Til højre, til midten og til venstre.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad