Gensyn med den gamle koncertsal

Det var bevægende at komme i den gamle koncertsal på Rosenørns Allé i en ny rolle, anmelderens. Her har jeg gennem årene hørt så mange fremragende – og enkelte mere ligegyldige – koncerter.

Heldigvis hørte koncerten fredag aften i sidste uge til den første kategori. Fængende var den i hvert fald, selvom jeg godt kunne have undværet det verbale forspil, hvor en af orkestrets strygere stod frem og i flere minutter småpludrede om programmet og fortalte, at vi skam godt kunne glæde os. Og i begyndelsen af pausen var der igen snak og lidt musiceren i anledning af, at det var bratschisten Peter Fabricius’ sidste koncert i det gamle hus.

Holdningen er heldigvis blevet mere afslappet i forhold til tidligere tiders tilknappede stil, men der kan også gå for meget ”dig og mig og vi to” i den.

To romantiske storværker sikrede en oplevelsesmættet aften. Først Dvoráks mageløse cellokoncert, hvor Toke Møldrup, førstecellist i Sjællands Symfonikorkester, lod sit instrument synge, som kun en cello kan synge, og (næsten) trak sine kolleger med op på sit eget høje niveau.

På dirigentpodiet gjorde en ung finne, Santtu-Matias Rouvali, sit bedste for at holde sammen på tropperne. Det er et navn, man skal hæfte sig ved. For i anden afdeling tog den lille mand med den store manke både orkester og publikum med storm i Sibelius’ anden symfoni. Musikerne nød det åbenlyst og kvitterede med glødende engageret spil, hvor Andreas Fosdals obo lyste herligt op i det rugende Sibeliusske tungsind.