Årsagen er blandt andet, at det er op til teologisk debat, hvorvidt man kan finde hjemmel til et ritual for homoseksuelle partnerskaber i Bibelen og de kirkelige sædvaner. Endog har man diskuteret, hvorvidt ægteskabet som et juridisk bindende ritual overhovedet har hjemmel i den luthersk-evangeliske lære, og om det for alles vedkommende skulle overdrages til rådhusene, så kun velsignelsen foregik i kirken.

Hvad kirkeminister Manu Sareen (R) nu siger, er, at homoseksuelle par ikke blot skal kunne velsignes i kirken som registrerede partnere eller indgå partnerskab med juridisk binding i kirken. Nu vil homoseksuelle par tillige kunne kalde sig for ægtefæller – helt som heteroseksuelle. Dog står det endnu uvist tilbage, om der skal det være en eller to ordninger for dette, og om man bør kalde ritualerne noget forskelligt.

IKKE UDEN GRUND sammenligner kirkeministeren selv sit lovforslag med ligestillingen af kvindelige og mandlige præster. Her skar Rigsdagen i 1947 igennem den interne splittelse i folkekirken og vedtog loven om kvinders lige adgang til præsteembederne. Det er forholdsvis sjældent, at staten griber ind i kontroversielle emner i kirken på denne måde, men dengang som nu ser det ud til, at den generelle folkestemning er med regeringen. Der er dog intet, der tyder på, at debatten om homoseksuelles ligelige stilling i samfundet dør ud med det nye lovforslag.

Kirkeministerens kommende lovforslag var forventeligt. Valget af Manu Sareen som ligestillings- og kirkeminister for en S-R-SF-regering var måske for mange overraskende, da han stort set ikke havde forholdt sig til folkekirkedebatten. Faktisk nævnte hans egen politiske hjemmeside intet om folkekirken op til og lige efter folketingsvalget.

Men meget tyder nu på, at hans slogan om ”et nyt, mere tolerant og rummeligt Danmark” også var møntet på det homoseksuelle ægteskab i kirken. Det kunne man blandt andet se, da han truede med at melde sig ud af folkekirken netop på grund af den manglende mulighed for homoseksuelt ægteskab i kirken.

Endelig kan man pege på, at den seneste kirkeminister, Per Stig Møller (K), i løbet af sin korte ministerembedsperiode også positivt overvejede en reform af de homoseksuelle pars status i kirken flere gange, om end ikke så radikalt som det nu er tilfældet. I forlængelse heraf kommer forslaget ikke helt som en overraskelse.

Derimod indeholder situationen omkring pressemeddelelsen nogle paradokser, der stikker dybt. For det første er selve folkekirkeordningen en paradoksal konstruktion i sig selv. Hvad vi er vidner til, er på sin vis essensen af den særegne konstruktion, vi har i Danmark i kraft af folkekirken.

Folketinget er ”bestyrelsen” og kirkeministeren er ”formanden” for Danmarks største forening, folkekirken. Derfor kan en minister med et folketingsflertal bag sig intervenere i anliggender, der er af teologisk og liturgisk karakter (jævnfør ”Regeringen har besluttet …”). Forklarer man det til for eksempel en amerikaner, vil hun ikke tro sine ører: At parlamentarikere når ind i den religiøse sfære.

GANSKE KORT FORTALT er årsagen til dette institutionelle kuriosum, at man ved Grundlovens vedtagelse i 1849 havde forestillet sig, at folkekirken skulle have sin egen forfatning, muligvis med tilhørende synode (kirkeligt beslutningsorgan). Af historiske årsager kom dette aldrig til at ske, og en slags lovgivningsmæssig permanent midlertidighed indtraf, hvor Folketinget og regeringen tog de nødvendige beslutninger på kirkens vegne, indtil forfatningen blev virkeliggjort. Det skete som bekendt aldrig.

Egentlig sættes det paradoksale på spidsen vedrørende homoseksuelle ægteskaber: Siden demokratiseringen af folkekirken ikke er blevet gennemført i en grad, så institutionen selv kan tage stilling til sagen, må ministeren træffe en beslutning efter egen bedste overbevisning.

Uanset hvor god denne sag end måtte være, sætter dette et alvorligt spørgsmålstegn ved legitimiteten af sådanne beslutninger. Et grundlæggende demokratisk princip er, at personer, der er afhængige af bestemte beslutninger, også har adgang til at få indflydelse på disse. Det er værd at spørge til i dette tilfælde.

I DAG ER SITUATIONEN, at folkekirken generelt har flere privilegier end andre trossamfund i landet, men, som det konkrete tilfælde med homoseksuelle ægteskaber tydeliggør, også mindre frihed. Det ville for eksempel være utænkeligt at se Folketinget eller regeringen gå ind og lovgive for kønsneutrale vielsesritualer for ”godkendte trossamfund” som Jehovas Vidner eller Det Islamiske Trossamfund. I den forstand er det i forvejen besynderlige slagord, som en del folketingspolitikere knæsætter, religionsfrihed uden religionslighed, en sandhed med modifikationer.

For det andet virker Manu Sareens egne politiske ambitioner paradoksale. Manu Sareen repræsenterer en tidligere opposition, der op gennem 2000’erne har kritiseret VK-regeringerne for at være for tæt på statsmagten og give kirken for lidt selvbestemmelse. Der er endda i regeringsgrundlaget blevet barslet med et udvalg, der skal gennemgå hele stat-kirke-forholdet med henblik på at reformere denne relation.

Ved at fremsætte forslag til lovændring af ægteskabsloven arbejder kirkeministeren imidlertid imod ånden i førnævnte reformarbejde. Kirkeministeren ser ud til både at ville tildele folkekirken mere autonomi, og derved på længere sigt ligestille med andre trossamfund i landet, men samtidig at ville bekræfte en tradition helt tilbage fra enevældens tid med at have politisk indflydelse langt ind i kirkens territorium.

Der er tale om et reelt dilemma for regeringen, som stikker dybt i den danske politiske tradition: Skal man holde folkekirken tæt på statsmagten og derved sikre sig indflydelse på ritualer, organisering og politisk røst, eller bør kirken tildeles den autonomi, som den grundlovgivende forsamling havde tiltænkt den?

Hans Boas Dabelsteen er ph.d.-stipendiat på statskundskab, Københavns Universitet, og forfatter til bogen ”Folkekirkelighed. En undersøgelse af sekularismen i Danmark”