En folkets katedral gennem 100 år

”Danmark var ikke længere på samme måde et multikulturelt samfund, men ’rent’ dansk. Man begyndte at skue mere indad, for ’hvad udad tabes, skal indad vindes’, og man blev optaget af at skabe en arkitektur, der refererede til noget dansk, og hvori man kunne finde symboler, der var særligt danske. Det er dog samtidig karakteristisk, at selvom stort set alle lande i Europa på den tid var optagede af det nationalromantiske, ligner alle bygningerne lidt hinanden,” siger han.

Men af de særligt danske detaljer kan nævnes de røde mursten, som bygningen er bygget af, og som går igen i stilen i eksempelvis Københavns Rådhus, der er næsten samtidigt. Flere steder i Hovedbanens byggeri er murstenene også blevet brugt til at danne vikinge-lignende, kantede ranker og ornamenter, mens alle de matterede vinduer øverst på to af hovedhallens sider er udsmykkede med danske byers våbenskjolde. De store buede spær, der holder hele tagkonstruktionen, er af rødmalet pommersk træ med samlinger og udskæringer, der også bringer mindelser om vikingernes huse. De skulle nu egentlig have været af støbejern, men det var der ikke råd til – ligesom arkitekten gerne havde set Hovedbanen udstyret med tre store, høje perrontage, så passagererne som på Hamborgs hovedbanegård fra hallen kunne skue ud over skinnerne, der førte fra det danske ud i den store verden.

”På den måde er Hovedbanen som stationstype lidt tilbageskuende og ikke helt på højde med andre stationstyper i omverdenen. Den er lidt gammeldaws for sin tid. Men jeg synes, at fortælleglæden i Hovedbanens nationalromantiske stil er fantastisk. Der er en masse finurlige, rumlige fortællinger, der anskueliggør historien for det almindelige menneske. Og man har sat alt ind på at lave en flot offentlig bygning til almenvellet – man har været stolt af at være nation. Nu skulle København have en flot banegård, der ikke måtte stå tilbage for banegårde i det store udland, selvom man så ikke helt havde råd til det. Men pyt, så kunne man lave nogle flotte ornamenter til gengæld og hive alle samfundsklasser ind under samme tag,” siger Peter Thule Kristensen.

Et andet sted, hvor alle samfundslag mødes, er i kirker. Alene det, men også Hovedbanens hvælvede loft, de lodrette akser i søjlerne og de delvis gotisk inspirerede buer i trækonstruktionen leder tankerne hen på en egentlig mægtig katedral, skriver professor i arkitektur ved Kunstakademiets Arkitektskole Carsten Thau i essayet ”Hverdagens katedraler”, der blev udgivet i antologien ”Tro” i forbindelse med historiefestivalen Golden Days tidligere i år.

Lyden i hallen har noget sakralt over sig, mener han. Akustikken er diffus og storartet, som den fyldes ud af et ”brus af stemmer, rullende kufferter, trin, døre, der åbnes, biplyde og annonceringer,” der peger ud mod verden og angiver tidspunkter som henvisninger til ”vores endelighed i en boblende sammenhæng af grænseløst liv”.

Jernbanesporenes tunneller er udlagt som katedralers skibe, der i sig selv er tærskler til andre steder, men hvor man for enden også fornemmer et lys, der ligeledes i hallen strømmer ned gennem vinduerne i taget.

”Selve hallen overstiger enhver perceptions konkrete rækkevidde, mængden af forsamlede mennesker er en del af arkitekturen, de er forsamlet omkring en tærskelerfaring. Rituelt skaffer man sig en billet, man tror på dens angivelser af perron, togvogn og siddeplads understøttet af gonglyde i hallen. Fra banegårdshallens euforiske destabilisering af sanserne stiger man ned,” skriver han.

Banegårde på Hovedbanens bygningstid forsøgte at give indtryk af de tusindvis af spor og strækninger, de gav adgang til, men kom alligevel til kort, mener Carsten Thau.

”En banegård er ikke desto mindre det nærmeste, vi kommer en sakral repræsentation af storbyen som sådan, dels fordi alle dens mennesker her krydses og møder hinanden under tag, dels fordi den er en tærskel­erfaring om noget ubegribeligt større, som den giver adgang til. Den henviser til rejsen og de vidtrækkende projektioner, individuelle forhåbninger, destinationer og spor henholdsvis menneskelige relationer i en flydende tilstand af animerede flugtlinjer. Og dette mere end de fleste steder – for så vidt fortjener de store banegårde betegnelsen den moderne epokes katedraler,” skriver han.

Og Peter Thule Kristensen giver ham for så vidt ret. Hvor kristendommen og kirken som institution langt op gennem tiden var med til at afføde den moderne vestlige verdens kultur og tradition, blev teknologien og ikke mindst jernbanerne katalysatoren for industrialiseringen og den moderne tidsalder.

”Banegårde var den tids store, nye bygningsværker af katedrallignende størrelse, og jernbanenettet forandrede hele samfundet. Det førte for alvor industrialiseringen med sig og gjorde, at man kunne transportere arbejdskraft og materialer med lynets hast rundt mellem store byer. Alting kom tættere på hinanden, og jeg tror ikke rigtig, man i dag kan forestille sig, hvor revolutionerende jernbanen var,” siger han og fortsætter:

”Jernbanen var et helt afgørende element i støbningen af det moderne samfund. Og banegården er katedralen for den nye infrastrukturs hellighed.”

I dag er mindelser om det guddommelige stadig til at få øje på, når sollyset fra oven skaber tydelige stråler gennem luftens støv i den travle hal. Det nationalromantiske er ikke kun bevaret i de oprindelige udsmykninger, men understøttes af ikke mindre end 20 store rød-hvide splitflag, der sidder så tæt, at man dårligt kan skelne dem fra hinanden. På hver side af den store hal.

Enkelte elever fra en skoleklasse i syvende-klasses-størrelsen og med udenbys dialekt sidder da også midt i al travlheden og glaner mod loftet. Med kufferter og sportstasker imellem sig og en lærer, der åbenbart ikke kan fange deres opmærksomhed. Mens de venter på toget. Igen.