Kina har sin egen plan for verdens klimaudfordring

”Hvorfor er det, at løfter (om reduktioner i CO2-udledninger, red.) er bindende for en del i verden, mens de for andre dele af verden ikke er bindende,” spurgte Hedegaard retorisk ved et pressemøde i Bruxelles og henviste til, at man ikke længere kan dele verden op i et fattigt syd og et rigt nord.

De lande, som Hedegaard henviser til, er BASIC-landene, der omfatter Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika. Under COP15 i København samarbejdede de fire lande tæt og pressede EU samt USA med deres eget forslag til en aftale, som skulle erstatte Kyoto-protokollen, der indtil i dag har været det juridiske grundlag for de forskellige landes klimamål.

USA kunne dog ikke godtage denne aftale og kom i stedet med deres eget udspil, som krævede international kontrol med Kinas CO2-udledninger. Noget som Kina ikke kunne godtage.

I stedet har Kina skrappe krav til de industrialiserede lande.

”Planerne for reduktioner i CO2-udledningerne for de industrialiserede lande … bør være så klare som muligt,” sagde Xie på et pressemøde i Beijing.

Xie fortalte også, at Kina forventer, at de industrialiserede lande tilfører flere midler til den globale klimafond, som var et af resultaterne på COP16-topmødet ved Cancun i 2010. Den globale klimafond skulle have 100 milliarder dollar til rådighed årligt, men indtil videre er pengene ikke strømmet ind til fonden.

”Verdens regeringer er nødt til at finde akutte måder at skaffe ressourcer, der svarer til de 100 milliarder, der er lovet årligt,” sagde FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon på et møde den 14. november i Bangladesh.

Kineserne venter også på, at de vestlige lande kommer med penge til fonden, der skal hjælpe udviklingslandene med at overkomme de negative konsekvenser af klimaforandringerne.

”At løse klimaudfordringerne er et langtidsprojekt, mens verdens finansielle problemer er midlertidige,” sagde Xie, som samtidig tilføjede, at Kina ikke ville lade dets egne CO2-emissioner vokse uhæmmet.

”Kina er villig til at påtage sig det ansvar, der svarer til landets udviklingsstadium, men det fundamentale princip om ’fælles og differentieret ansvar’ er nødt til at bestå.”

Den 22. november udgav den kinesiske regering en hvidbog om Kinas klima-mål og forventninger til COP17.

I skriftet påpeger regeringen, at “Kina er verdens største udviklingsland med en stor befolkning, utilstrækkelige energiressourcer, et komplekst klima og et skrøbeligt økosystem”. Hvid-bogen beskriver i detaljer Kinas tre officielle mål for COP17.

For det første skal COP17 frembringe konkrete, kvantitative reduktionsmål for de industrialiserede lande, der har underskrevet Kyoto-protokollen, hvilket i realiteten betyder, at det er EU-landene, som skal nedbringe deres CO2-udledninger endnu mere. Dette anser Kina som et vitalt succeskriterium for konferencen.

Det andet punkt er, at de industrialiserede lande uden for Kyoto-protokollen, det vil sige USA, skal bære deres del af det globale ansvar for reduktionsmål. En paragraf åbner dog mulighed for, at hvis Kina vil tilslutte sig bindende mål, hvis USA også gør det.

”… efter de industrialiserede lande har påtaget deres bindende CO2-reduktionsmål, bør udviklingslandenes lignende mål også konkretiseres juridisk, og deres anstrengelser for reduktionsmål bør anerkendes,” står der i hvidbogen.

Det sidste punkt er, at konferencen skal konkretisere, hvordan de industrialiserede lande skal finansiere teknologioverførsel til udviklingslandene, så de bedre kan modstå klimaforandringerne.