Satiren gør grin med os alle

Indtil 2000’erne var satire populær på DR 1 og TV 2, men genren rykkede over på nichekanalerne som DR 2 og TV 2 Zulu, og derfor har både dens indhold og publikum ændret sig, forklarer Hanne Bruun.

Fra tv-satirens begyndelse i 1968 og til slutningen af 1990’erne var aktuelle politiske emner det helt centrale for satiren. Det var personligheder som blandt andre Lise Nørgaard, Ulf Pilgaard og Paul Hammerich, der stod for satiren. Inspirationen er særligt kommet fra Storbritannien, som har en lang tradition for tv-satire.

I dag er der dog sket et skift til social satire som den dominerende form, og den laves ofte af ukendte komikere. De har samme ønske som musikere, der håber på at gøre karriere ved at bruge tv til at nå et stort publikum.

”Hovedforklaringen på skiftet fra politisk til social satire er, at den sociale satire er billigere at producere end den politiske, fordi den ikke er tidsaktuel,” siger Hanne Bruun og tilføjer, at både DR 2 og TV 2 Zulu siden 2000’erne har sendt meget mere satire, end DR 1 og TV 2 gjorde tidligere.

”Men den produceres og sendes nu til en meget lille del af fjernsynets publikum. Den er ikke en underholdningsgenre rettet mod det store, brede publikum, som den var fra 1968 til 1998. Der har derimod været satset på at bruge tv-satiren i 2000’erne i kampen om den veluddannede og yngre del af publikum,” siger hun.

Et emne, der fylder meget lidt i dansk tv-satire, er religion. I 1970’erne var den irske komiker Dave Allen populær med sin satire rettet mod den katolske kirke. Og den britiske komediegruppe Monty Python hittede med ”Life of Brian”, der kunne forstås som en satire rettet mod kristendommen. Den egentlige årsag til, at der i dag ikke laves satire, som rammer kirken og den religiøse magt, er, at den ikke er nogen magtfaktor i det danske samfund, forklarer Hanne Bruun:

”I satiren er magt i fokus, og den kredser hele tiden om at være magtkritisk, hvad enten det er politisk, kulturelt eller socialt. I Danmark har kirken og religion ikke nogen magt, og særligt ikke islam, som dog har magt ude i verden, men herhjemme er den en minoritetsreligion,” siger hun.