Kampen om at råde ministre

Ifølge tidligere særlig rådgiver Michael Kristiansen modarbejder embedsfolkene de særlige rådgivere. Afgørende papirer kommer ikke frem til tiden, de inviteres ikke med til møder, og embedsfolkene informerer dem først efter, at afgørende beslutninger er truffet. I denne kamp har embedsfolkene afgørende fordele. For der er meget, nye ministre og rådgivere ikke kender til, når det gælder forretningsgangene, som er meget forskellige fra ministerium til ministerium.

Departementscheferne støttes af deres fagforening, Dansk Jurist- og Økonomforbund, der ønsker mere præcise regler. Det samme gør en statskundskabsprofessor.

Men også departementschefernes rolle bør ses efter. De regler og det ansvarssystem, som gælder for embedsfolk, stammer fra en tid, hvor departementschefer ikke politiserede nær så meget som nu. De koncentrerede sig om rutinerne og sagsbehandlingen i ministeriet, og de havde som jurister hovedansvaret for at holde ministeren tilbage, hvis denne uforvarende var på vej mod lovbrud. Denne rolle var de næppe dårlige til – i al fald indtil Tamil-sagen – men det kneb svært med politisk initiativ og rådgivning om medier og parlamentariske forhold.

De var også mere usynlige i offentligheden. Kun ministeren skulle forklare sig over for Folketinget og offentligheden. I vore dage træder departementscheferne frem i medierne for at aflaste ministeren og de særlige rådgivere, som er tilføjet systemet. Flere departementschefer har på linje med visse særlige rådgivere af og til misinformeret offentligheden til trods for, at de har sandshedspligt. Men når medierne går dem på klingen, går de som regel i ”flyverskjul”. Det hele ender ofte i ingenting. Et aktuelt eksempel er Peter Lofts misinformation om, at der var ”vandtætte skotter” mellem ham og Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesager, som han var dybt inde i.

Ministre står til ansvar over for Folketinget og vælgerne. Særlige rådgivere står til ansvar over for ministre og departementschefer. Departementschefer står til ansvar over for de ministre, som kan være dybt afhængige af dem. Især når ministrene er helt nye. De fleste tiltrædende ministre har overhovedet aldrig beskæftiget sig politisk med deres ansvarsområde. Det skader næppe, hvis man for første gang også officielt beskrev departementschefrollen og dermed også grænserne mellem dem og de særlige rådgivere.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet