Jættestuer er 6000 år gamle kalendere

En anden stor overraskelse er, at årstidsfunktionen måske er den generelle nøgle til at forstå orienteringen af storstensgrave i det meste af Europa.

”Den hidtidige antagelse har været, at det var solen, der inspirerede til orienteringen af storstensgrave. Nu skal vi nærmere tænke i en retning af en kombination af solen og månen, og det er ret grundlæggende ny viden om den tids måde at tænke og orientere sig på,” forklarer Claus Clausen.

Og så til det mere tekniske. Storstengravene er placeret, så de udgør en struktur bestående af en kerne, hvor dysser og jættestuer peger ud mod andre dysser og jættestuer i det omgivende landskab. Nogle gange i mange kilometerlange linier. Set ovenfra ligner det en slags vifte. Der er specielt tre retninger, der går igen. En skæv øst (lidt syd for øst), en øst-sydøstlig retning og en sydsydøstlig retning. Alle tre retninger har forbindelse til månen.

Og hvad betyder det så? Den skæve østlige retning svarer til tiden omkring forårsjævndøgn. Retningen bestemmes ud fra retningen mod fuldmånens opgang, umiddelbart efter at den er ”hoppet” over på den anden side af solens opgangspunkt. Det kan ske to gange om året, om foråret og om efteråret. Det er nemlig sådan, at solens og fuldmånens opgangspunkter bevæger sig modsat hinanden i horisonten.

Den næste retning er den anden fuldmåne efter ”hoppet”, og den varsler sommerens begyndelse. De efterfølgende fuldmåner lader sig hver især ikke give ved nogen bestemt retning. Men samlet er der dog alligevel et mønster. Alle fuldmåneopgange efter anden fuldmåne vil altid stå op omkring det sydligst mulige opgangspunkt for månen. Dette opgangspunkt flytter sig frem og tilbage mellem den østsydøstlige og sydsydøstlige retning med en periode på cirka 19 år. Det skyldes, at månens bane omkring Jorden ligger lidt skævt og drejer rundt på lidt under 19 år. Og det betyder så, at alle de sydligste fuldmåneopgange fortæller, at det er sommer. Ved midsommer vil fuldmånen begynde at bevæge sig tilbage mod nord i horisonten. Den vil så passere retningen mod den anden fuldmåne, hvilket sker lige omkring efterårsjævndøgnet.

Samlet giver det altså en fuldt ud brugbar årstidsviser eller ”kalender” for en landbrugskultur. Og netop den måde, kalenderen var bygget op på, gjorde det muligt at forudsige en måneformørkelse. Disse formørkelser indtræffer, når fuldmånen står op samtidig med, at solen går ned diametralt modsat. Det sker for det meste i sommerhalvåret, men kan også forekomme om vinteren, forklarer Claus Clausen.

Næste gang det sker, er den 10. december 2011. Her er månen allerede formørket og står op i nordøstlig retning omkring kl. 15.30, mens solen går ned stik modsat lidt efter måneopgang. Læseren kan altså denne dag iagttage, hvordan man i stenalderen kunne vide, hvornår der indtraf en måneformørkelse. Man skal finde et højt punkt med god udsigt til hele horisonten og så håbe på godt vejr.