Af Per Ørum Jørgensen |
30. november 2011
SF har skadet debatten om fattigdom og bragt Carina i en uværdig position, skriver Per Ørum Jørgensen
SF gør de fattige en bjørnetjeneste, og ødelægger en konstruktiv debat om fattigdom.
Özlem Cekic har en særlig evne til at bringe sig selv i fokus, og det kan til tider være godt. Men i debatten om den fattige Carina, som ikke er så fattig alligevel, har SFéren begået en kæmpefejl, som kan få alvorlige konsekvenser for indsatsen mod og debatten om fattigdom i Danmark.
LÆS OGSÅ:Per Ørum Jørgensens blogSamtidig har Cekic bragt Carina i en uværdig situation, hvor hun er blevet centrum for en diskussion, som er ved at køre af sporet. Selvfølgelig har hun sagt ja til at få besøg af Cekic og Joakim B. Olsen, men på den betingelse at pressen ikke blev budt indenfor.
Nu står hun midt i orkanens øje og må lægge ryg til nationens spot og spe. De Konservative angreb direkte Carina med et uværdigt udsagn om at hun spytter på danskerne. De gik efter den enlige psykiske syge istedet for politikeren, der bærer ansvaret i denne sag.
Ansvaret er SF´s og derfor må SF også lukke denne sag igen, så den unge pige der lider af en sindslidelse og hendes barn kan få en normal hverdag igen med de udfordringer som den trods alt byder på – fattig eller ej.
Ud over den personlige konsekvens for Carina, så har SFs mislykkede mission større dimensioner for hele fattigdomsdebatten i Danmark.
SF har givet de liberale høge medvind i deres kyniske forsøg på at give befolkningen et indtryk af at fattigdom i alle tilfælde er selvforskyldt, og at de fattige bare skal tage sig sammen og få et job.
Selvfølgelig hænger rettigheder og pligter sammen i Danmark, sådan skal det være. Men vi bør som et velstående samfund have overskud til at se på årsagerne til fattigdom. Tusindvis af danskere lider af fysiske og psykiske sygdomme.
Tusindvis af danskere lider af misbrugsproblemer og tusindvis af danskere bukker under for kravene til det moderne menneske, og bukker under med stress.
Disse sygdomstegn i det danske samfund fjernes ikke ved ensidig at presse den gruppe mennesker i job, de ikke magter. Der skal en massiv social og sundhedsindsats til, og det skal ikke være for systemets- eller arbejdsmarkedets skyld. Det skal alene være fordi de er medborgere, der lider og alene fordi de er mennesker.
Joakim B. Olsens udsagn om at han brækker sig over de fattige, og at de svageste bliver mere syge af at komme på førtidspension, er stadig usympatiske, og viser en kynisk holdning til de svage grupper i det danske samfund.
Det er så udansk, som det kan være, men desværre får dette liberalistiske udsagn medvind på grund af SF´s amatørisme. Enhver er IKKE sin egen lykkesmed. Vi skal tage hånd om de der af den ene eller anden grund, er faldet ved siden af i det lotterispil, som livet nu engang kan være.
Villy Søvndal er manden, der skal tage ansvar nu, og vise sig som et mandfolk. Han siger desværre, at han ikke vil blande sig i dansk indenrigspolitik, men har han bare lidt rygrad, så må han frem og lægge låg på en sag, hvor hans parti har fejlet så katastrofalt.
Han bør sende Cekic på juleferie, sige undskyld til Carina og forklare befolkningen at fattigdom skal bekæmpes, hvis vi skal bevare et dansk fællesskab med velfærdssamfundet som platform.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad