Det er blevet lettere at bede om hjælp til jul

Sideløbende med de mange julehjælpsansøgninger eksploderede fattigdomsdebatten i Danmark i denne uge, da SF’eren Özlem Cekic inviterede Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance med på et såkaldt fattigdomsbesøg hos kontanthjælpsmodtageren Carina. Et besøg, der skulle illustrere, hvordan de dårligst stillede i samfundet lever for få kroner, men som ramte venstrefløjen som en boomerang, da det viste sig, at Carina både har råd til hundemad og cigaretter – og i øvrigt hver måned har 15.728 kroner udbetalt efter skat.

Forløbet fik social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) til at erklære, at hun vil gå til angreb på det, hun kalder en krævementalitet, der har bredt sig i samfundet. Vi skal væk fra en tilstand, hvor nogle danskere har mere fokus på, hvad samfundet kan gøre for dem end omvendt, mener ministeren.

Sognepræst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen definerer hele den igangværende fattigdomsdebat som særlig prekær, fordi den dybest set handler om, hvor meget skepsis du nærer i synet på mennesket.

”Oppositionen repræsenteret af Joachim B. Olsen mener, at folk sjusker for meget med pengene og skal tage sig sammen, mens venstrefløjen gør mennesker til ofre. Det er derfor, debatten er følsom, fordi den strander på, hvordan du opfatter mennesket som moralsk væsen. Tror du på det, eller tror du ikke på det?”.

”Der er ingen tvivl om, at jeg også selv nærer en skepsis til andre mennesker, for jeg synes, at vi i et samfund, hvor vi er så afhængige af hinanden, er nødt at være drevet af en vis skepsis i synet på, om folk forvalter pengene med samvittighed. Og den skepsis stikker hovedet frem, når vi taler om fattigdom,” siger hun.

Men det betyder ikke, at man uden videre kan konkludere, at folk selv er skyld i, at de er endt i en ugunstig tilværelse, pointerer Sørine Gotfredsen.

”Det med at sige, at det er deres egen skyld, det er en frygtelig sætning, for selvom det objektivt ser sådan ud, ved vi godt, at folk havner i nogle situationer, der måske giver meget god mening, når vi analyserer fortid og liv. Man kan ikke bare dømme folk, fordi man udefra skønner, at de selv er skyld i det, der foregår. Der kan være en forklaring, som nuancerer tingene. Vi bliver nødt til at have et rum til dem, der fejler, for der kan være mange grunde til, at de fejler,” siger hun.

Derfor bør man heller ikke opfatte de voksende bunker af julehjælpsansøgninger som et udtryk for den krævementalitet, Karen Hækkerup (S) vil gøre op med, vurderer socialforskerne Morten Ejrnæs og Finn Kenneth Hansen.

”Jeg mener, at det er med ydmyghed, at folk beder om julehjælp, og som jeg ser det, er der derfor ikke tale om en krævementalitet. Julehjælpen er en mulighed for en hjælp ud over den faste ydelse, de modtager, i en situation med ekstraudgifter. Og de modtager hjælpen, fordi der er et behov, idet der fra organisationernes side er krav til, hvem der kan få julehjælp,” siger Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA).

”Vi ved ikke, om nogen søger to forskellige steder. Men jeg tror kun, man søger julehjælp, hvis man virkelig har behov for det. Julen er så stor en ting, at man normalt gerne selv vil kunne klare den. Når man efterspørger en julepakke med flæskesteg eller penge, er det, fordi man har et behov. Julehjælpen er jo tænkt som en gave, og det er ikke meningen, at det skal være stigmatiserende eller ydmygende,” tilføjer han.

Lektor Morten Ejrnæs fra Aalborg Universitet vurderer heller ikke, at de mange julehjælpsansøgninger er udtryk for en krævementalitet. Måske snarere, at det er blevet mindre odiøst at søge julehjælp.

”Det er klart, at i det omfang det bliver mere kendt, at muligheden for at søge julehjælp er der, og man hører om andre, der også modtager den, bliver det mindre tabubelagt selv at søge den,” siger han.

Samtidig understreger han, at det formentlig er meget forskelligt fra familie til familie, hvordan man reagerer på at måtte bede om almisser.

”Folk kan føle, at den store fokus på julehjælp kan være lidt udstillende, hvis man er en af dem, der har behov for at få den. Og selvom julehjælpen er blevet meget tilgængelig, er der ingen tvivl om, at der for nogen stadig er store barrierer forbundet med at modtage privat finansieret hjælp i stedet for offentlig hjælp, som man har ret til,” siger Morten Ejrnæs.

Indtil videre har folk da også været ganske ivrige efter at hjælpe deres medmennesker i julen. I 2010 lykkedes det korshærspræst Søren Nielsen sammen med et engageret bagland af frivillige at indsamle mere end 200.000 kroner til godt 260 familier i kommunen. Hver familie fik mellem 250 og 2000 kroner at handle for i Føtex, Bilka eller Tøj & Sko. Alt efter, hvor meget økonomien haltede.

Han begyndte at samle ind til julehjælp for nogle år siden, da Holstebro Kommune lukkede for sine julelegater.

”Jeg tænkte, at det skal være løgn, for der er mange familier, der har et behov,” fortæller Søren Nielsen fra sit kontor i Kirkens Korshærs varmestue i Holstebro.De mange julehjælpsudbydere på markedet, den større mediedækning af fænomenet og den økonomiske krise har nok gjort det en smule mindre tabubelagt at modtage almisser op mod jul, reflekterer Søren Nielsen. Men for de flestes vedkommende er det ikke noget, de ønsker, at andre skal vide, og julehjælpen bliver da også runddelt med største diskretion.

”Der er en rigtig stor gruppe, som synes, at det er ydmygende at måtte bede om hjælp, og de skal håndteres med fingerspidsfornemmelse. Men jeg har da også en fornemmelse af, at der findes en gruppe af ansøgere, som med stor frimodighed søger hjælp til højre og venstre. Og at det generelt er blevet lidt lettere for folk at søge hjælp. Det synes jeg egentlig er godt. Det er jo ikke meningen, at det skal være ydmygende. Hellere et gavekort for meget end et for lidt,” siger han.

Fra politisk hold har der overordnet været enighed om at prioritere julehjælpen. Og social- og integrationsminister Karen Hækkerup, der altså vil gøre op med krævementaliteten, er blevet enig med satspuljepartierne om at give fire millioner kroner i 2012 og 2013 til at støtte frivillige organisationer, der uddeler julehjælp til økonomisk trængte familier. Lige præcis dette er et skråplan, mener Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance.

”For mig at se er det ikke en statslig opgave at samle ind til julehjælp. Jeg synes, det er problematisk på den måde at kollektivisere næstekærligheden. Det viser overskud og styrke, at privatpersoner samler ind til andre, men som lovgiver er det problematisk, når man er næstekærlig for andres penge.”

I stedet for at forvente, at staten træder til med flæskesteg og pebernødder bør socialt udsatte i langt højere grad trække på deres familier og venner, hvis de ikke kan få kontanthjælpen til at række hele december.

”De fleste mennesker, der kommer i nød, får hjælp af deres familie og netværk. Vi er sådan indrettet, at vi hjælper hinanden. Venstrefløjen har den tilgang, at det er staten, der er hjælpen, mens jeg mener, at familien bør hjælpe først, og staten bør være den sidste instans.”

Til gengæld ser politikeren intet problem i, at privatpersoner, kirker og organisationer vælger at samle ind til julehjælp.

”Det er fantastisk, at der er frivillige organisationer, der gerne vil hjælpe udsatte familier. Det er kun godt, at civilsamfundet viser ansvar, og det vil jeg overhovedet ikke blande mig i. Jeg anerkender fuldstændig, at der er mange, der ikke har meget at rutte med, og mange, der har det svært,” siger Joachim B. Olsen.

Alt andet ville også være en fejl, mener korshærspræst fra Holstebro Søren Nielsen. For julehjælpen i form af at gavekort til supermarkedet har netop den effekt, at de økonomisk dårligst stillede familier i hvert fald for en dag kan føle sig helt på højde med andre børnefamilier i Danmark.

LÆS OGSÅ: Alle begår fejl

”Det er fantastisk for dem at tage en indkøbsvogn i Bilka og gå som alle de andre rige danskere og læsse varer i vognen. Drømmen om det almindelige liv som forbruger er stor hos rigtig mange af de familier, der modtager julehjælp,” siger Søren Nielsen.