Læger med grænser. Og tak for det

Tilbage til Dansk Flygtningehjælp, som oplyser, at den udloddede bil er en donation og således ”gratis” for organisationen. Det er dygtigt spin, og man bliver faktisk i tvivl om,hvorvidt det er sig selv eller os andre, Dansk Flygtningehjælp forsøger at overbevise. Der findes naturligvis ikke noget, der er gratis på det niveau.

Selvom Dansk Flygtningehjælp muligvis ikke har haft nogen udgifter, så er der – når al glasuren pilles af – stadig tale om, at der bruges 200.000 kroner på, at en ikke særligt nødlidende dansker kan køre rundt i en spritny bil, og dermed 200.000 kroner, der ikke bruges på at hjælpe flygtninge og fattige i nød. Det kan ikke være anderledes. Og det er også her, et af hovedproblemerne ligger.

SELV HVIS MAN ACCEPTERER den stærke kommercialisering af de humanitære organisationer, og herunder sponsorgaver såsom ovennævnte automobil, så er det stadig organisationernes valg, hvem der skal have gavn heraf.

Eller endnu mere enkelt: En humanitær organisation er netop kendetegnet ved ikke at være en del af den sfære, man kalder markedet. Den er derimod en del af civilsamfundet og skal for eksempel ikke generere overskud og profit, og indtægterne får man ikke ved at sælge en traditionel vare eller serviceydelser.

Al indtægt kommer fra donationer, sponsorater, private bidrag og offentlige midler, og skulle man følge Dansk Flygtningehjælps (manglende) logik, er stort set hele kassebeholdningen ”gratis”, og man kunne udlodde endnu flere biler og millioner af kroner, uden at det gjorde noget. Det kan man selvfølgelig ikke, og argumentet er spin.

Benytter man Dansk Flygtningehjælps egen udregningsmetode, så kunne man for de penge, det koster at få endnu en bil på de danske motorveje, eksempelvis have uddelt 200.000 varme måltider i Somalia og reddet adskillige menneskeliv. Set i det lys må man da håbe, at den heldige vinder bliver glad for sit nye automobil.

Det er således både befriende og kærkomment, når der nu kommer en reaktion mod denne strategi indefra. I det omfang man ønsker at kombinere en kampagne med et element af konkurrence, må der nemlig være en grænse. Som absolut minimum må man forlange en sammenhæng mellem den humanitære organisations profil og elementerne i kampagnen. Som Læger uden Grænser – med smil tilsat alvor – gør opmærksom på, er der ingen sammenhæng mellem en lækker bil til hr. og fru Danmark og nødhjælp til fattige mennesker på flugt fra sult, krig og anden elendighed.

Men i det hele taget er konkurrenceelementet i denne kontekst problematisk. Hvorfor hjælper ”jeg”? Fordi jeg er et nogenlunde oplyst menneske med empati og en bevidsthed om, at verden ikke stopper ude ved ligusterhækken, eller fordi jeg kan vinde en rød Ferrari?

DET ER UHOLDBART, at humanitære organisationer skal bruge millioner på at konkurrere med hinanden om danskernes opmærksomhed. Ud over det etiske aspekt – at man bruger betragtelige midler på at udstyre velbjergede mennesker med endnu mere materielt isenkram i stedet for på at redde liv – så vil det også få den konsekvens, at organisationerne støder folk fra sig på sigt.

Hvis konkurrencekampagnerne faktisk virker (på kort sigt), så får man jo ikke engageret folk, fordi de kan se det fornuftige eller rigtige i at melde sig ind eller give et bidrag. Med andre ord så virker det cirka lige så godt som at tisse i bukserne for at få varmen meget, meget kort for derefter at resultere i det modsatte af det, man ønskede. Der må være en grænse, og det lader til, at Læger uden Grænser har fundet et rigtig godt bud på, hvor omtrent den går. Meget apropos: Tak for det. Lad os håbe, at de andre organisationer forstår pointen – med simpel og troværdig kommunikation kan man nå rigtig langt og behøver ikke at fremmedgøre og undervurdere folk ved at love dem guld og røde Ferrarier.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han er desuden fagbogsforfatter og fast skribent for det politiske magasin Ræson, hvor han bidrager med analyser og internationale kommentarer.