Du skal udvikle dig ud af stressen

”Når en arbejdsplads hyrer en psykolog eller stresskonsulent, så ligger der også en økonomisk betragtning bag valget af underviser, for en virksomhed vil næppe købe en underviser, som vil sende medarbejderne hjem på sofaen.

De konsulenter, som lover, at de kan løse stressproblemerne, samtidig med at performance i virksomheden holdes oppe, sælger bedst. Idealet er, at man udvikler sig ud af stressen. Men det er påfaldende, at en del af de redskaber, som i dag præsenteres som hjælp til at håndtere stress, for 10 år siden blev præsenteret som motivationsfremmende redskaber.”

Stifter af Psykiatrifonden, overlæge Jes Gerlach skønner, at hver femte dansker er stresset i et omfang, der går ud over livskvaliteten. Men hvor kommer stressen fra? Forskerne er ikke enige, men de seneste to årtier har den herskende psykologiske forskning beskrevet stress som et udtryk for den enkeltes psykiske balance eller mangel på samme. Stress ses i dag som en individuel tilstand.

”Tidligere handlede arbejdsmiljø om røg, støj og møg, men de seneste år har det psykiske arbejdsmiljø været i fokus, og her ser man generelt medarbejdernes udvikling som en del af løsningen på arbejdsmiljøproblemerne. Udvikling er videnssamfundets mantra, og personlig udvikling bliver ofte den anbefalede kur, når man skal lære at håndtere et presset arbejdsliv,” siger Kirsten Marie Bovbjerg.

I forbindelse med feltarbejdet til bogen har hun været på besøg i to kommunale forvaltninger, hvor hun har interviewet 25 ansatte om deres arbejdsliv. De mange interview gav et signalement af den gode medarbejder. Idealmedarbejderen er et menneske, som er i balance, og som mestrer fleksibilitet. Han eller hun kan med et enkelt ord beskrives som proaktiv.

”En proaktiv medarbejder er i stand til at være fokuseret på egen præstation, uanset hvad der ellers sker i organisationen. En proaktiv medarbejder vil, i hvert fald i teorien, have overblik over situationen og lade den overordnede vide, at hun ikke kan magte mere. At man tager hånd om sit liv, kan lyde som et meget fornuftigt krav at stille til et voksent menneske, men i en række tilfælde ender det proaktive ideal med at være en overbelastning af den enkelte,” siger hun og giver et eksempel:

”Når sagsbehandleren går til chefen, fordi han er overbebyrdet og på vej til at udvikle stress, bliver han i nogle tilfælde bebrejdet, at han ikke har taget ansvar for sin situation og sagt fra i tide. Ud fra et proaktivt ideal skal medarbejdere selv i tide vurdere, hvornår balancen skrider. At den pressede medarbejder har mistet overblikket på grund af lang tids overbelastning, tæller ikke i den svære samtale med chefen.”

Den formelle arbejdstid har aldrig været lavere i Danmark, alligevel peger nyere forskning på, at arbejdet fylder mere og mere.

Kirsten Marie Bovbjerg medgiver, at den udvikling kan synes paradoksal. Og paradokserne om vores forhold til arbejdslivet blev tydelige for hende i forbindelse med feltstudiet.

Her så hun blandt andet, hvordan der ofte er et gab mellem den opgjorte arbejdstid og de timer, som man reelt bruger på jobbet.

”Jeg har ikke talt med offentlige ledere, som vil sige, at de arbejdede mindre end 50 timer om ugen. Det er ikke velset at være nøjeregnende med sin tid på jobbet, og når 3 ud af 10 sagsbehandlere er sygemeldt med stress, så må de andre sagsbehandlere løbe stærkere og eventuelt tage sager med hjem. Andre medarbejdere arbejder ekstra, fordi de er motiveret af faglig stolthed og samvittigheden over for jobbet,” siger hun og fortæller om en medarbejder, som hun mødte i feltarbejdet. I interviewet beskrev sagsbehandleren, hvordan hun sneg sig ind på arbejdspladsen en weekend, selvom hun vidste, at det ikke var velset i afdelingen. Da hun kom ind i afdelingen, så hun, at hendes kollegaer også sad der.

I forbindelse med sorg-terapi taler terapeuter om, at der de senere år er opstået en forventning om, at den sørgende får vendt sorgen til noget godt. Samme tænkning om personlig vækst forbindes i følge Kirsten Marie Bovbjerg med stress.

”Det er et ideal, som nogle lever op til. Man kan møde medarbejdere, som ser tilbage på et forløb med stress og fastslår, at de er blevet bedre mennesker, mere indsigtsfulde og er kommet styrket ud af det. Andre kommer langsomt tilbage til arbejdslivet, men der er også dem, som aldrig kommer tilbage til et tilsvarende job, og som får et skånejob eller tildeles førtidspension. Men idealet er, at du gennem stressen finder en vej til bedre performance og altid bevarer fokus på din udvikling.”

Kirsten Marie Bovbjerg har interviewet en række af de konsulenter, der som mindfulness-instruktører, psykologer og coaches giver medarbejdere redskaber til at håndtere stress.

Der er et spørgmål, som hun har stillet dem alle: Hvis de havde frit valg, hvad ville de så gøre for at knække stresskurven på arbejdsmarkedet?

”Det har overrasket mig, hvordan de alle er enige om, at vi er nået til en grænse for, hvad medarbejderne kan tåle som biologiske individer. Der synes at være enighed om, at vi ikke kan tåle det moderne arbejdsliv. Som terapeuter laver de symptombehandling, men grænsen for effektiviseringen er nået, og nu skal vi lære at håndtere vores arbejdsliv på en anden måde.”