En klumfisk er fanget på kun seks meter vand i Vedbæk
- Scanpix
|
2. december 2011
Vi kan stadig blive stukket af myg, og så går unge lige så meget op i juletraditioner som ældre
Unge går op i juletraditioner
”Det skal være, som det plejer!”.
Den sætning forbinder de fleste måske med forstokkede bedsteforældre, der ikke bryder sig om, at tingene ændrer sig. Men når det kommer til juletraditioner, er det faktisk de unge, der tager teten i at være de mest traditionsbundne.
En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for 24timer, viser, at det er de 18-29-årige, der går mest op i, om der bliver danset om juletræet, uddelt mandelgave, og om man får lov at se Disneys juleshow. ”Det er den aldersgruppe, der lige er flyttet hjemmefra og skal hjem at holde jul, derfor forbinder de det med noget nostalgisk. De holder sjældent selv jul og pynter sikkert heller ikke meget op, derfor går de meget op i, at julen er, som den plejer at være derhjemme,” forklarer Else Marie Kofod, overarkivar og leder for Dansk Folkemindesamling.
Klumpfisk fanget i Øresund
En noget klumpet fangst kom tidligere i denne uge i nettet hos fisker Jens Dam Rasmussen fra Vedbæk. På seks meter vand syd for Vedbæk Havn trak han en 20 kilo tung og levende klumpfisk op af Øresund. Det fortæller vedbaek.net. Normalt så svømmer klumpfisk rundt i varmere vande, men på grund af Golfstrømmen kommer enkelte eksemplarer af fiskearten i ny og næ forbi danske farvande. Det er dog yderst sjældent, at det lykkes at fange de spøjst udseende fisk levende, så derfor er klumpfisken fra Vedbæk nu blevet hentet af Øresundsakvariet, hvorfra den skal transporteres videre til Nordsøen Oceanarium, hvis den sarte fisk overlever. Men ifølge naturvejleder Kristian Vedel er fisken i topform.
Bisonen kommer til Bornholm
en flok europæiske bisoner kommer i 2012 fra Polen til skoven Almindingen på Bornholm. De syv bisoner indgår i et avlsprogram, der skal redde den europæiske bison fra at uddø. Projektet, der har været fire år undervejs, bliver nu muligt takket være en bevilling på fire millioner kroner fra Villum Fonden.
De seks køer og en tyr skal leve de første fem år i en 200 hektar stor indhegning, hvor seks kilometer hegn med låger og riste (såkaldte fæ-riste) skal sørge for, at øens trafik kan passere området. Offentligheden får fuld adgang til området, da den sky bison ikke er farlig for mennesker.
Postkasser er klar – men dækket til
Postbudene får lige nu i pose og sæk. For selvom mange danskere allerede har sat en ny brevkasse op ved vejen, så har flere valgt at pakke den ind i plast for at få aviser og kuverter leveret ved døren en måned endnu.
Det oplyser DR Østjylland. ”Vi har både set og hørt, at der rundt omkring står postkasser, som er pakket ind, så man skulle tro, at det var julegaver,” lyder det fra Jørgen Fischer, som er PostDanmarks privatkundechef med kontor i Silkeborg. Han understreger, at det er fuldt ud tilladt at tvinge buddet op til døren med en plastikpose over postkassen ved vejen.
Sommerens myg forfølger os
En hel del danskere har haft uventede gæster i løbet af efteråret. Nemlig i form af myg. For selvom myggesæsonen for længst er overstået, så er der i år unormalt mange af dem i boligerne, fortæller DR Sjælland. Det skyldes de gode livsbetingelser i sensommeren. Der voksede bestanden voldsomt, og da temperaturerne faldt, fulgte myggene med os ind i husene.
”Især kældre og andre kølige dele af huset holder de meget af at være i. Der kan de opholde sig vinteren over, så de til foråret kan flyve ud og grundlægge de næste generationer,” forklarer Morten Helholm. Han er biolog hos skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Mortalin.
”Faren for at blive stukket af myg er mindre her i de kolde måneder, hvor insekternes stofskifte er nedsat. Men de lune indetemperaturer øger både aktivitetsniveauet og appetitten, så vi kan stadig blive udsat for myggestik,” siger Morten Helholm.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad