Uhandy

Min storebror, som er ingeniør, er en ganske handy mand, som kan fikse lidt af hvert på boligen, sejlbåden og hvor der ellers er brug for at fikse noget. Han har et gennemgående, godt råd til andre, som vil forsøge sig som handymænd: ”Det gælder om kun at bruge værktøjet til det, det er beregnet til”. Klogt.

Jeg er ingen handymand. Langtfra. Jeg prøver at klare mig af ringe evne – og det ender stort set altid med et eklatant brud på storebrors kloge princip.

LÆS OGSÅ:  Ha' bil?

Ja, det er jo ikke, fordi det er en mærkesag for mig at anvende det forkerte redskab. Det er bare blevet min skæbne aldrig at være i besiddelse af det rigtige. Skal en skrue skrues i, er det nærmest garanteret, at ingen af værktøjssamlingens skruetrækkere har de rigtige dimensioner. I hvert fald ingen af dem, som er lagt på plads og derfor til at finde igen. Derfor tager jeg den skruetrækker, som næsten passer, aser og maser med skruen, hærger kærven – og må til slut leve med, at skruen kun er fire femtedele skruet i. Uhandy.

Men jeg må indrømme, at dét ikke er alt. Jeg er mangeårig synder udi tvivlsomme håndværksløsninger. Allerede som barn havde jeg engang den oplevelse, at glasset røg af mit yderst billige armbåndsur, hvorefter viserne faldt ud. Jeg fik styr på glas, minut- og timeviser, men sekundviseren var forsvundet. Da mekanikken var intakt, manglede jeg blot noget at sætte på i stedet for den bortkomne viser og fik den idé at klippe en ny sekundviser ud af et orange plasticsugerør. Det så underligt ud, men fungerede. Min mor fortæller stadig historien med jævne mellemrum, her små 35 år efter. Hendes pointe er ikke, at jeg er uhandy, men hittepåsom. Det er skønt at have en mor.