Direktør Steen Kofoed, 48 år, går også rundt og kniber sig i armen. Første oktober fik han og kompagnonen, ernæringsterapeut John Voxfort, nøglerne til kursusejendommen Hjalet ved Vordingborg. 2000 kvadratmeter ejendom med plads til 48 overnattende gæster og med det skvulpende Storstrømmen som nærmeste nabo. For nogle vil Steen Kofoed være kendt for de første sæsoner af tv-programmerne ”Åndernes magt” og ”Fornemmelse for mord”, hvor han medvirkede som clairvoyant. Hans evner vakte opsigt hos mange seere, og efterfølgende havde han travlt med clairvoyance og healing. Men for snart 10 år siden dukkede et spørgsmål op i hans indre: ”Hvad vil du give til livet?”

”For mit indre så jeg et sted i naturskønne omgivelser, hvor mennesker med ondt i livet kom og fik hjælp til at få ro i sindet gennem de ting, som vi nu tilbyder her,” siger han.

Steen Kofoed skippede mange af sine gøremål og viede i stedet tiden til at hjælpe mennesker med indre uro. Han udviklede den såkaldte sindsrofilosofi, hvor behandlerens egen ro skaber genklang i klientens ro. Når uro bliver til ro, så kommer der overskud til at handle, og positive forandringer indtræffer, lyder filosofien. Han har udlært 40 andre i teknikken og har til dato behandlet omkring 600 mennesker. Nogle oplevede, at de fik det bedre efter fire behandlinger, mens andre måtte gennem et forløb på halvandet år. For to år siden behandlede Steen Kofoed en svensk kvinde, som mærkede, at sindsro-terapien havde en virkelig god indflydelse på hende.

”Hun fortalte, at hun havde mange penge og gerne ville hjælpe med at finde et sted, hvor vi kunne udleve min vision. Uden den støtte havde vi ikke været her i dag,” siger Steen Kofoed. De forrige ejere blev tvunget til at sælge stedet som følge af finanskrisen, og den svenske kvinde formidlede kontakt til en schweizisk velgørende fond, hvor de kunne låne 13,5 millioner til købet af ejendommen på fordelagtige vilkår.

Til januar vil kommuner, virksomheder og private kunne købe sig et ophold i stil med det, Sindsro i disse uger giver som førjulegave. Når det bliver hverdag, vil et ophold koste på den anden side af 30.000 kroner.

”Vi vil tilbyde det til virksomheder, forsvaret og kommuner ud fra modellen ”no cure, no pay” (ingen helbredelse, ingen betaling, red.). Det gør vi, fordi vi ved, at det hjælper. Vi lover ikke mirakler, men tror på, at vi kan overføre noget af vores ro til mennesker, som ellers oplever, at de kun bliver set på som en diagnose. Her har du ikke diagnoser, men er et menneske og vores gæst, som vi vil opvarte, men samtidig vil vi også give nogle meningsfyldte opgaver, for det er i sig selv helbredende at opleve, at der er brug for dig,” siger han.

Da dagen for førjulegaven kom, og Søs Tobiassen skulle spise sit første måltid i spisesalen på Hjalet, var hun lidt ubehagelig til mode. Hendes første bekymring var maden. Hun tænkte, at hendes mave ville knurre af sult under opholdet, for hun kunne ikke tro, at den grønne mad kunne mætte hende. Første lettelse indtraf ved smagen af græskarsuppen, som nærmest var forførende lækker. Anden bekymring meldte sig, når hun hilste på behandlerne. Hun følte, at de kunne se lige gennem hende, og den uro og smerte, hun bærer på, mærkede hun, at hun ikke kunne gemme.

”I mange år har min strategi været at skjule, hvordan jeg har det, men det kan du ikke her, for du er omgivet af folk, som ser dig meget stærkt som det menneske, du er på godt og ondt. Nu slapper jeg mere af, for jeg mærker, at de folk, som er her, vil mig det godt, og det gør mig tryg,” siger hun.

Steen Kofoed har samlet et hold af 16 frivillige, som tæller alt fra en pensioneret ergoterapeut til en tidligere kok og en gartner og haveterapeut. Mens gæsterne slår mave, mødes det frivillige personale til det daglige møde, hvor der koordineres og evalueres.

”Det er hårde skæbner, og alle er voldsomt skadet. Men alligevel er stemningen forbavsende let, og når vi spiser sammen, er det nærmest som at være på højskole. Men det har slået mig, at flere har sagt, at de aldrig før har oplevet en sådan omsorgsfuldhed og rummelighed. Det er både trist og glædeligt,” siger Grethe Beck.

Hun arbejdede i mange år som ergoterapeut og har uddannet sig til sindsrobehandler.

Inden mødet rundes af, formaner Steen Kofoed de frivillige til at se på gæsterne som stærke.

”De har overlevet trods hårde vilkår. Vores opgave er at rumme og give omsorg. Husk, at vi ikke ser folk som en diagnose eller syge, men som vores gæster,” siger han.

Deltagerne er inddelt i mindre grupper. I haven arbejder fire gæster sammen med gartneren og haveterapeuten Ulla Hoecky. Koncentreret og i stilhed bliver jorden ryddet for ukrudt. I atelieret arbejder en gruppe med kul. Det er kunstterapeuten Monika Lausberg, der guider deltagerne. For mange har det været en overvindelse at taget kullet mellem hænderne, for de mener ikke, at de kan tegne. Men her på tredjedagen af opholdet pryder en række sort-hvide billeder den ene væg.

”Når du maler, så skaber du nyt, og den fysiske proces kobler sig på den indre proces. Billederne kommer til at stå som et billede på, at der kan opstå noget nyt,” siger Monika Lausberg.

Tårer drypper mod papiret, mens der tegnes. I det hele taget græder deltagerne meget, og Steen Kofoed ser det som en god respons på behandlingerne. Mange af gæsterne har en lang sygehistorie med sig. På Sindsro er der ikke læger og psykologer, men fraværet af traditionel medicinsk ekspertise bekymrer ikke Steen Kofoed.

”Jeg siger til folk, at de er normale. De har oplevet ting, som gør, at de er kommet ud af balance, men ser du på et menneske som sygt, så bliver det menneske en patient, og som patient bliver man låst fast i en række roller. Vi vil gerne undervise folk, så man kan begynde en rejse tilbage til sig selv,” siger han.

Det er blevet Leo Jebats tur til sindsrobehandling. De næste 20 minutter skal han ligge på briksen og lukke øjnene, selvom lokalet har en indbydende udsigt til havet her på Sjællands sydkyst. Sindsrobehandleren tager plads ved hans hoved og lader blidt hænderne hvile på hans hoved, som var han en urolig baby, der skulle hjælpes ind i søvnen. Han er en af de otte krigsveteraner, som har fået førjulegaven. Det år, vi snart går ud af, har budt på store forandringer i hans liv. Han siger, at han har det som en løber, som mangler 300 hårde meter fra at være i mål. 300 meter er ikke meget i lyset af, at de sidste 10 år i Leo Jebats liv opleves som et udmattende løb uden mål.

I 2001 gik han ud af militæret efter at have været udstationeret fire gange i Bosnien og Kosovo. Da han kom hjem, havde han svært ved at genfinde sin plads i samfundet. Mange af vennerne fra før udstationeringerne havde etableret sig med hus og familie, og den hjemvendte soldat følt sig mest af alt udenfor.

”Jeg flygtede ind i et stofmisbrug, hvor jeg tog heroin, og siden blandede jeg det med kokain. Jeg havde det elendigt med mig selv, men stoffer er en hovedafbryder til følelserne. Jeg har været ude af det i perioder, men er altid faldt i igen,” siger han.

Sidste vinter blev han indlagt på psykiatrisk afdeling efter tre selvmordsforsøg. Her blev han opsøgt af en fra Livlinen, som er en gruppe af frivillige, der hjælper traumatiserede soldater. En mand fra Livlinen lod Leo Jebat flytte ind på sin gård i Vestjylland.

”Det har reddet mig. Jeg har været clean i ni måneder, og det er min rekord. I Vestjylland er jeg startet på en frisk med en langt højere livskvalitet, end da jeg boede i København. Jeg er blevet mindre egenrådig, bedre til at tage mod råd og slapper mere af,” siger Leo Jebat og fortæller, hvordan han har indrettet sig i Ulfborg med en bolig, hvor han kan slappe af. Han er blevet ansat i det lokale motionscenter som instruktør og har fået indfriet et længe næret ønske om at blive hundeejer.

Men han sover stadig ikke så godt om natten, og kan han finde en indre ro, så vil han gerne det. Derfor er han taget den lange tur fra Vestjylland til Vordingborg, selvom han syntes, det lød udfordrende med en hverdag uden adgang til tv eller internet.

”Jeg har helt klart brug for mindre støj på senderen. Jeg har aldrig mediteret før eller været til alternativ behandling, men der jo mange, som taler godt om det, og hvis det kan give mig mere ro, så er jeg parat til det. Jeg tror ikke, det er en mirakelkur, men hvis mennesker holder af hinanden, så kan der opstå mirakler. Jeg har noteret mig, at jeg sover bedre her, og så er det godt at være sammen med andre, som har en historie, som ligner din egen,” siger han.

Søs Tobiassen glæder sig til igen at kunne være sammen med børnene hjemme i Uldum og fuldføre pædagogstudiet. Men samtidig er hun nervøs for at vende tilbage til hverdagen.

”Jeg har mærket en ro, som jeg ikke har følt i flere år. I første omgang var det angstprovokerende, at jeg ikke kunne se fjernsyn, for tv fylder meget i min hverdag. Men hver aften er jeg gået i seng og har sovet igennem. Det er flere år siden, jeg har sovet på den måde. Men jeg frygter at skulle hjem, for jeg er et af de mennesker, som i mange år har balanceret gennem livet på en storetå. Jeg håber, at jeg har fået begge ben på jorden og fået opbygget et stillads, så jeg kan holde fast i den gode balance, jeg har mærket her,” siger hun.