Skandaler om vanrøgt og svindel med offentlige midler i ældreomsorgen har rystet Sverige. Nu vil den svenske kirke drive plejehjem og ældreboliger med fokus på omsorg
Debat om tvangsfiksering, fejlmedicinering og omsorgssvigt i ældreplejen har fyldt Sverige den seneste måned, og Sveriges største trossamfund, Svenska kyrkan, ønsker nu at udvide sit arbejde til at omfatte velfærdstjenester som for eksempel ældrepleje. Kirkesamfundet står allerede bag tre plejehjem, og biskoppen i Gøteborg, Per Eckerdal, tror, at det bliver helt normalt i fremtiden.
”Det handler om at give beboerne tryghed og omsorg, og det tror jeg, at kirken har tæft for. At vi engagerer os i ældreplejen, handler om, at vi agerer ud fra det grundlæggende kristne menneskesyn. Vi vil også være meget påpasselige med at ansætte det rigtige personale og prioritere de ældres værdier højt,” siger Per Eckerdal.
LÆS OGSÅ:Fejlmedicinering, liggesår og tvangsfikseringHan stod i 2009 bag en udredning om kirkens mulighed for at tilbyde velfærdstjenester og fandt frem til, at det kan fungere på en fornuftig måde, hvis sognet har de rette kompetencer.
”Det kræver naturligvis en hel del forberedelse, før vi er klar til at åbne vores egne plejehjem, men jeg tror, det bliver en del af kirkens arbejde i fremtiden, for vi ser, at det fungerer godt i lande som Tyskland og Storbritannien,” uddyber han.
I Sollentuna lidt uden for Stockholm er idéen på vej til at blive virkelighed i et samarbejde mellem den svenske kirke og det frikirkelige trossamfund Missionskirken. I to år har medlem af kirkens bestyrelse Roland Johansson arbejdet for at få bygget et kirkeejet og -drevet plejehjem på kirkens grund. 100 lejligheder er planlagt, og ifølge Roland Johansson er der allerede efterspørgsel efter boligerne i menigheden.
”Vi er vant til at arbejde med mennesker og har et humanistisk syn på ældreomsorgen. Vi vil ikke tjene penge på beboerne, det er en meget vigtig pointe. Vi vil investere et eventuelt overskud i at forbedre ældreplejen,” siger Roland Johansson til Dagens Nyheter.
Det tankesæt arbejder Danske Diakonhjem, som driver 32 plejehjem og er en del af folkekirkens diakoni, også ud fra. Direktør Emil Tang siger, at det er naturligt for kirken at beskæftige sig med ældrepleje.
”Historisk har kirken altid fokuseret på at møde menneskers behov, og vi handler ud fra de kristne grundværdier om næstekærlighed og omsorg. Det er derfor helt naturligt, at vi tager os af dem, der har brug for pleje,” siger han.
barslev@k.dk