I Verners hus varer julehjælpen hele året

Det benytter brugerne sig af, for mange af dem har hverken råd eller personligt overskud til andet.

Og så er der åbne arme, pointerer Jesper og slår ud med sine egne tynde, senede arme med tatoveringer fra albue til håndled. Han er 42 år og levede i flere år på gaden med et misbrug af snart sagt alt.

”De politikere, der taler om, at fattigdom ikke findes, skulle prøve at bo 10 dage på gaden i København. Det er et liv, hvor du må klare dig selv,” fortæller han.

Med Jespers ord ville han være død af druk – muligvis i Vestre Fængsel – hvis ikke Kirkens Korshær i København havde skaffet ham en plads på Møltrup Optagelseshjem uden for Herning. En herregård for hjemløse mænd midt på de jyske marker, hvor alle skal bidrage til hverdagen og gårdens drift. Derfra kom han videre til en bolig i Herning og har nu haft sin næsten daglige gang i værestedet i fem år.

”Hvis jeg kommer tilbage til Djævleøen, falder jeg helt sikkert tilbage. Det, der fungerer her, er, at her er plads til alle. Der er altid en at tale med, og døren er åben. Ligegyldigt, hvilke problemer du har.”

På 2. sal i Korshærens parcelhus læner 63-årige Verner Rasmussen sig tilbage i stolen. Han har i 25 år været bestyrer af værestedet. I de 23 af dem har han fejret juleaften sammen med husets brugere. I år skal han og fruen tilbringe aftenen på det værested, hvor hun arbejder. Så må de voksne børn igen uddelegeres til svigerfamilien, siger han med et smil.

”Jamen, de børn, hvis forældre ikke har råd til en gave eller en julemiddag, eller dem, som sidder alene juleaften, skal jo også have en god aften. Ligesom vi andre gerne vil. Juleaften kommer savnet af familiens nærhed, så der er det vigtigt, at vi er til stede.”

Men juleaften er blot en ud af 365 dage, hvor udsatte mennesker har behov for omsorg og et sted at henvende sig, forklarer Verner Rasmussen. Eksempelvis de omkring 100 personer og 40-50 dårligt stillede familier, som værestedet har kontakt med. En fast kontakt, der skal skabe grobund for, at personerne og familierne arbejder sig ud af deres udsatte situationer. Værestedet fungerer på et folkekirkeligt grundlag og er dermed en del af kirkens sociale arbejde – i fagtermer betegnet som diakonien. Grundlaget kommer primært til udtryk som næstekærlighed omsat til håndgribelig praksis.

Og det er da heller ikke et kirkeligt ordsprog, Verner Rasmussen pludselig kommer i tanke om. Nej, det er et afrikansk, han har taget til sig, og som ifølge ham passer godt på korshærens indstilling til julehjælp:

”Hvis du giver en sulten mand en fisk, bliver han mæt i dag. Hvis du lærer manden at fiske, bliver han mæt hver dag. Vi forsøger at hjælpe folk til at klare sig selv. Derfor skal vi også være der før og efter jul med råd og vejledning og til at give mod på tilværelsen.”

Nedenunder i opholdsrummet lyner Jesper op i jakken og råber ”farvel og hav det godt” til alle, inden han trasker ud med hænderne i jakkelommerne. Claus og Steen lunter udenfor til en smøg.

Ved det store fællesbord har et par ældre kvinder afløst Jesper, Claus og Steen. Termokanderne vendes hyppigt på hovedet, en ostemad med grøn peber indtages. På en opslagstavle for enden af bordet hænger et hvidt stykke papir med sorte bogstaver. ”Vær mod andre som du vil, at de skal være mod dig,” lyder opfordringen.

Ovenpå i huset formulerer Verner Rasmussen det kort forinden en smule anderledes, men essensen er den samme:

”Vi har den holdning, at som mennesker er vi alle lige. Derfor tager vi også imod alle mennesker. Vores brugere har bestemt ikke luksusproblemer, og derfor skal de have støtte alle årets dage.”