Kvinden, der sprang ud fra balkonen, er blandt de tusinder af udenlandske kvindelige gæstearbejdere, der kommer til landet, draget af Libanons velstand. Løfter om velbetalte job som tjenestepiger hos libanesiske familier har banet vej for en strøm af kvinder, der begiver sig ud på en ofte farefuld færd i håbet om at tjene penge, der kan sendes hjem til familierne.

Men drømmen har en uhyggelig bagside. Misbrug og overgreb er udbredt, og ikke alle vender hjem fra Libanon i live.

Antallet af selvmord blandt de udenlandske gæstearbejdere peger på en foruroligende tendens. Alene på en måned mellem august og september 2010 har en libanesisk organisation Kafa talt notitser sammen fra aviserne, der afslørede ni tilfælde af kvindelige gæstearbejdere, der havde begået selvmord, eller som var omkommet på deres arbejdsplads.

Kafa, der er arabisk for ”Nu er det nok”, arbejder for at hjælpe kvindelige gæstearbejdere og er blevet Libanons frontløber i kampen for at skabe opmærksomhed om de arbejdsforhold, der bliver virkelighed for tusinder af kvindelige gæstearbejdere. Kafas jurister og rådgivere kan træde til for de kvinder, der har mødt skyggesiden af drømmen om det gode job, som de rejste til Libanon i troen på.

De kvindelige gæstearbejdere er ikke omfattet af den gældende libanesiske arbejdsmarkedslovgivning. Det er private bureauer, der formidler ansættelserne direkte til den enkelte familie. Når de først er ansat af en familie, bliver de ofte opfattet som familiens ejendom og risikerer at blive arbejdskraft også for familiens øvrige medlemmer og familie.

”Vi møder ofte en vending blandt kvinderne, der er meget sigende og meget skræmmende – når de omtaler sig selv som værende ”nogens” og som en slags privat ejendom. ’Hvem tilhører du?’, er ikke noget usædvanligt spørgsmål blandt kvinderne. For os er det et klart udtryk både for kvindernes selvopfattelse, men også for den måde deres arbejdsgivere ofte ser dem på,” siger Rola Abimourched, projektkoordinator i Kafa.

Hun peger på, at der selvfølgelig også kan være andre årsager til, at kvinderne ender med at bryde sammen. De er alene i et fremmed land og en fremmed kultur, udsat for et arbejdspres og nogle betingelser, som de ikke kan klare. Nogle af dem stikker af, og andre giver ganske enkelt op.

Kvinderne kommer hovedsageligt fra Filippinerne, Sri Lanka og Etiopien. De etiopiske og srilankanske kvinder er dem, der koster mindst, mens filippinerne har ry for at kræve mere i løn.

Det fortæller 45-årige Aimee fra Madagaskar. Hun taler af 12 års erfaring. År, der har gjort hende hjemmevant i den libanesiske hovedstad og blandt det virvar af skæbner, hun møder gennem sit arbejde.

Aimee er nu ansat af en kirke, der har hyret hende som rengøringshjælp og er hendes private ”sponsor”. En sponsoraftale er lovpligtig og det, der gør det muligt for kvinderne at arbejde i Libanon.

”I begyndelsen var jeg ansat af en familie, og jeg græd hele tiden. Rummet, jeg skulle bo i, var lille, og alting var fremmed. Jeg talte ikke arabisk og havde svært ved at forstå familien, jeg skulle arbejde for. Men de var gode nok. Ikke ligesom mange af dem, man ellers hører om fra de piger, der ender med at flygte. Det er dem, jeg prøver at hjælpe med at komme væk og komme videre.”

Aimee kender systemet, hun kender kvinderne, og hun kender deres historier. Hun hjælper de udenlandske kvinder ud af det fangenskab, de ofte lever i. Et fangenskab, der ikke sjældent byder på underbetaling, overarbejde og ingen fritid, men ofte også vold og seksuelt misbrug. Flere historier fra de udenlandske tjenestepiger vidner endda om decideret tortur.

”Det er svært for os at nå dem, der er helt lukket inde. Det er der mange, der er. Familierne, der har ansat dem, er deres enevældige arbejdsgiver. De inddrager i mange tilfælde kvindernes pas og siger, at de først vil betale dem, når kontrakten udløber, og de skal rejse hjem. Det sker, og det sker endda ret ofte.

Kvinderne er hentet til landet fordi de er eftertragtet billig arbejdskraft. Men de bliver også ansat, fordi der ikke følger forpligtelser eller begrænsninger med i købet. I det øjeblik kvinden er kommet til landet, er hun prisgivet den familie, der har fået råderet over hende.

En omfattende undersøgelse lavet af Kafa viser, hvordan kvinderne er ofre for lovgivningsmæssig forskelsbehandling og for en generel negativ eller ligegyldig holdning fra arbejdsgiverne og det omgivende samfund.

9 ud af 10 får konfiskeret deres pas af den familie, de ansættes af, og hver tredje arbejdsgiver tillader ikke, at kvinderne forlader hjemmet, mens 80 procent af dem, der har en fridag, må holde den indendørs, fordi de ikke får lov at gå ud alene.

Aimee nikker genkendende til beretninger om livet bag de lukkede døre og de barske realiteter, der er gældende for mange gæstearbejdere i et samfund, der vender ryggen til problemet.

Den manglende lovgivning på området og den svigtende retssikkerhed for kvinderne har fået nye netværk til at spire frem i Beiruts undergrundsmiljøer. Netværk, der hjælper kvinderne videre, når de flygter fra deres arbejdsgiver. Bryder de kontrakten, før de typisk tre år er gået, mister de hjemrejsebilletten, der er købt som en del af lønnen.

”Kvinderne er isolerede, og hvis de end ikke får lov at komme ud af huset, aner de ikke, om de er alene med deres problem, eller om der er nogen, der kan hjælpe dem. De lever uden kontakt til verden udenfor og er afskåret fra hjælp. Derfor er jeg desværre ikke spor overrasket over, at så mange bukker under eller vælger at flygte fra det mareridt, de er fanget i,” siger Aimee.

Undervejs ringer telefonen, og hendes blik bliver alvorligt. Samtalen er kort, og Aimee får aftalt hjælp til en kvinde, der angiveligt netop er sluppet ud fra fangenskab i en lejlighed et sted i Beirut. Meldingen lyder, at kvinden er i dårlig tilstand både fysisk og psykisk, og at hun har været låst inde i lejligheden siden sin ankomst til Libanon.

”Kvinderne er skræmte, og de er flove over at fortælle, hvad de har været udsat for, specielt hvis de har været udsat for voldtægt og seksuelle overgreb. Hvis det ikke er muligt at få dem undersøgt af en læge eller på anden måde skaffe dokumentation for de overgreb, de har været udsat for, er det meget svært at bevise i en retssag,” siger Aimee.

Kvinden, der slap ud fra lejligheden, får hjælp til at klare sig et par dage, og derefter er det op til hende selv at skaffe nyt arbejde gennem en ny privat sponsor eller forlade landet og tage hjem.

Når statistikkerne vidner om et selvmord om ugen blandt de udenlandske kvindelige gæstearbejdere, er der god grund til at tvivle på, hvad der rent faktisk er dødsårsagen. Det er nemlig ikke altid selvmord, som politirapporterne ellers angiver, fortæller Mohanna Ishak, jurist i Kafa.

”Fald fra altaner og balkoner i Beiruts mange lejlighedskomplekser, hvor kvinderne bor og arbejder, kan hurtigt bliver politiets konklusion på dødsårsag, fordi de kun taler med arbejdsgiverne, for hvem er der ellers. Men var det rent faktisk selvmord, eller prøvede hun at stikke af fra lejligheden? Eller blev hun måske skubbet? Spørgsmålene er relevante at stille, og vi er overbevist om, at det ikke er alle de sager, der lukkes som selvmord, der rent faktisk er korrekte,” siger hun.

Når dødsfald sker på en unaturlig måde, får sagen et retsligt efterspil, og sagen skal undersøges af myndighederne, også i Libanon. Men sagerne lukkes i de fleste tilfælde som selvmord, fordi der ikke er nogen, der gør krav på efterforskning eller undersøgelser, mener Kafa. Gennem research og dokumentation af kvindernes arbejdsforhold forsøger organisationen at skærpe opmærksomheden med hensyn til, hvordan kvinderne behandles.

”Hvis sagen når frem til domstolene, og der ikke findes beviser for et overgreb eller en anklage om misbrug eller vold, vil det ofte være tilfældet, at myndighederne stoler mere på den familie, der er arbejdsgiver, og som taler sproget, end på den kvinde, der påstår, at hun er offer for en forbrydelse,” siger Mohanna Ishak.

At det nytter at lægge presse på systemet, er hun ikke i tvivl om. Selvom reglerne stadig ikke giver egentlige rettigheder til de kvindelige gæstearbejdere i Libanon, er der introduceret nye retningslinjer og mere standardiserede kontrakter, der skal bruges, når de private arbejdsgivere hyrer hushjælp. Kontrakterne nævner dog fortsat ikke noget om hverken fritid eller frihed eller om retten til at klage og søge hjælp, hvis der er problemer.

Hele Mellemøsten rummer historier om de kvinder, der ansættes under forhold, der minder om moderne slaveri og udsættes for misbrug og vold. De mest ekstreme tilfælde dukker af og til op i medierne og bliver vidnesbyrd fra en lille gruppe kvinder, der sælger deres arbejdskraft for at kunne sende penge hjem. Men der er ingen politisk interesse eller prestige i at gøre det sværere at benytte sig af den eftertragtede og billige arbejdskraft, der er tilgængelig på markedet uden statens indblanding eller krav, og derfor fastholder historierne kun interessen i en kort overgang.

Tilbage på fortovet foran bygningen, hvor en filippinsk kvinde kastede sig i døden, tegner den spinkle libanesiske vicevært igen en imaginær streg i luften – fra balkonen til stedet, hvor den filippinske stuepige landede.

”Måske var hun syg eller havde psykiske problemer. Vi ved det ikke. Hun virkede jo meget normal, når vi så hende i korte øjeblikke, fordi hun skulle aflevere eller hente familiens lille søn fra skolebussen, der holder herud foran. Men hvad vi ved er, at der ikke kom nogen ambulance og hentede hende, selvom hun lå der på asfalten. Der gik et par timer, inden de kom og fjernede hende,” siger viceværten.

Nogen ringede efter en ambulance, men den kom ikke. Folk begyndte at gå hver til sit. Viceværten måtte stille et par hvide plasticstole foran og bagved den lille menneskebylt, så han ikke behøvede at blive stående og advare de biler, der kom ind i gaden. Han lagde et hvidt lagen over hende. Der lå hun i flere timer, inden ambulancen kom og samlede hende op.

Politiet stillede nogle få spørgsmål, og rapporten konkluderede, at det var selvmord.