”I vores kyniske æra er der intet så radikalt som en lykkelig slutning”

Det skal kunsten også være, mener Cunningham. Hans nye roman foregår i galleriverdenen i New York, hvor provokerende videokunst har højere status end de gamle mestre, der ”bare” malede på lærreder eller huggede skulpturer i marmor:

”Vi har alt for længe haft en definerende tidsånd, der tilsiger, at skønhed er kitsch, og ærlighed er flovt. Ifølge den herskende opfattelse skal kunsten være ironisk, idédrevet og ofte med vilje udført grimt. Det kan alt sammen være interessant nok, men jeg deler med min hovedperson Peter Harris en mistanke om, at vi mennesker ikke har godt af sådan en skønhedsfri diæt,” siger Cunningham.

Han lader i sin roman Peter Harris tænke følgende:

”I gamle dage forsøgte kunsten at give os (…) et indblik i et andet menneskes dybder. Videoer af tilfældige forbipasserende er bare ikke det samme. Og det er obskøne urner eller døde hajer heller ikke eller for den sags skyld noget af alt det andet, der er ironisk eller spidsfindigt eller uengageret, og som bevidst skal chokere eller provokere.”

Citatet kommer, efter at Peter Harris har besøgt det store museum Metropolitan med en svært sygdomsramt ældre veninde. Sammen har de set et hædret stykke samtidskunst: en død haj nedsænket i formaldehyd, skabt af engelske Damien Hirst. Men trods værkets verdensberømmelse får Peter og hans syge veninde ikke rigtig noget ud af besøget. Hvorfor?

”Hirsts døde haj kan være god nok. Men forestil dig, at du selv er syg og ved at dø. Hvad skal hajen så gøre for dig? Den siger dybest set: Rend og hop, gamle nar, du er ikke mit problem. Og det har jeg et problem med,” siger Cunningham.

Alle hans romaner rummer i vekslende omfang overvejelser om kunstens betydning og er skrevet med klassikerne som bagtæppe. Mens Woolf spiller med i ”Timerne”, er Walt Whitman særdeles nærværende i den forrige roman, ”Udvalgte dage”. Og F. Scott Fitzgerald er en af inspirationskilderne i ”Når mørket bryder frem.” Ikke på nogen lærd eller litterær måde. Klassikerlæsning er bare en måde for Cunningham at trække vejret på, og de nævnte forfattere har efter hans eget udsagn påvirket hans måde at tænke og betragte verden på uendelig meget.

Hvad er det kunsten kan og bør give os?

”Al slags kunst skal få os til at føle os mindre alene i verden. God billedkunst, gode romaner, godt tv skal tilbyde os selskab og trøst. Kunst skal ikke være positiv, men den skal bevirke, at du i dit hjerte og din bevidsthed føler dig mindre ensom.”

Dette er netop Peters problem i romanen ”Når mørket bryder frem”. Han er på overfladen lykkelig: gift med Rebecca, der driver et litterært tidsskrift, og far til en datter på universitetet. Ægteparret bor på Manhattan med stor bekendtskabskreds og fører begavede samtaler i deres stilfulde hjem i det helt rigtige nabolag. Men der er noget i vejen. Peter Harris er med Cunninghams ord i en ”troskrise” – han har mistet troen på billedkunsten og måske også på sit ægteskab.

Ind i lejligheden og handlingen flytter nu Rebeccas lillebror, en 23-årig billedskøn fyr, der lever et planløst liv med en bekymrende stofafhængighed. Den unge mand, der hedder Ethan, men kaldes Mizzy efter det engelske ord for fejltagelse,”mistake”, vender op og ned på Peters liv. Peter tiltrækkes af sin hustrus bror og af den ubeskrivelige skønhed, der pludselig er dumpet ned i hans skød.

Troen på livsmening og -gnist vender tilbage, men er prisen virkelig at slå ægteskabet i stykker?

Nej, mener Cunningham, der ikke som andre forfattere er bange for at fortolke sin egen roman. Som om han ikke også ved ganske meget om den – han har trods alt skrevet den:

”Jeg mener jo, at de bliver sammen til sidst. Men folk læser slutningen forskelligt. Jeg ville have romanen til at slutte i en graciøs tone. I vores kyniske æra er der ikke noget mere radikalt end en lykkelig slutning. Selvfølgelig er der omkostninger undervejs for mine personer, ellers er det ikke troværdigt. Men jeg tror på lykkelige slutninger.”

Lykkelige slutninger og opbyggelig kunst: Er du en konservativ forfatter?

”Ja. Uanset hvor meget jeg hader at skulle sige det, og til trods for at jeg politisk er rygende uenig med de konservative kræfter i USA, så ja, jeg er kulturelt set konservativ.”