Klimablog: Kan privat kapital løse klimaproblemerne?

Spørgsmålet om penge fylder en hel del i forhandlingerne. Alle har brug
for penge, men ingen ønsker tilsyneladende at betale.

Der er dog enighed om, at der skal findes 100 mia. dollar om året fra
2020 til klimafinansiering i ulandene. Men der er ikke enighed om, hvor
pengene skal findes. Og med den aktuelle finanskrise, der udhuler
statskasserne i en lang række af verdens rigeste lande, er det ikke
blevet mindre problematisk at tale om klimafinansiering.

LÆS OGSÅ: Klimablog: Den kinesiske åbning

Derfor er privat klimafinansiering til ulandene blevet det nye sort blandt
de rige landes politikere, der med stadig større entusiasme taler om, at
klimapengene både kan og skal findes hos private investorer.

Når man ser på tallene for henholdsvis private investeringer og
ulandsbistand, så er det nemt at forstå, at politikerne begejstres. I
2010 blev der placeret for 570 mia. dollar private investeringer i
ulandene. Til sammenligning blev der givet bistand til ulandene for godt
128 mia. dollar.

En nærlæsning af tallene viser dog, at det er ”ulande” som Kina og
Indien, der investeres i - ikke de fattigste ulande. Kun 5 procent af de
samlede investeringer gik til de 49 fattigste lande i verden. Og ser man
på hvad de fem procent så investeres i, så er det fortrinsvis olie og
mineraludvinding. At forvente at disse penge pludselig investeres i
landbrug og klimatilpasning er ikke realistisk.