|
5. december 2011
Syrien trodser krav fra Den Arabiske Liga, og formodede islamister har bombet politiet i Nigeria. Læs dagens korte nyheder fra udlandet her
Syrien trodser krav fra Arabisk Liga
Damaskus Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regering står over for nye økonomiske og politiske sanktioner, efter at styret i Damaskus i går trodsede Den Arabiske Liga. Ligaen har krævet, at Syrien underskriver en aftale, så udenlandske observatører kan komme til Syrien for at overvåge situationen.
Det sker ikke. I stedet bad den syriske regering om at få specificeret aftalen om observatørerne. Det har Den Arabiske Ligas ministerkomité imidlertid afvist på et møde i Doha i Qatar. En talsmand for regeringen i Qatar siger, at det fortsat er de arabiske landes opfattelse, at Syrien vil underskrive observatøraftalen. /ritzau/AFP
Desarmering af bomber lykkedes
Koblenz Efter at have gennemført den største masseevakuering siden Anden Verdenskrig, er det lykkedes for de tyske myndigheder at desarmere to bomber fra krigen. Store dele af den tyske by Koblenz lignede i går en spøgelsesby, efter at omkring 45.000 mennesker var blevet evakueret efter fundet af en stor bombe fra Anden Verdenskrig. Den 1,8 ton tunge bombe menes at være kastet ned af det britiske luftvåben under krigen. /ritzau/dpa
Islamister angriber politi i Nigeria
Kano Formodede islamister bombede i går to politistationer og to banker i Nigerias voldsplagede nordlige Bauchi stat. Tre mennesker blev dræbt ved angrebet, heriblandt en politimand og en soldat. Angrebet, som medlemmer af den radikale Boko Haram sekt formodes at stå bag, fandt sted i byen Azare og varede i fire timer. Boko Haram er blevet beskyldt for at stå bag snesevis af bombeangreb og skudepisoder i Nigeria i de seneste måneder. /ritzau/AFP
Kroatiens regering lider valgnederlag
Zagreb En koalition af centrum-venstre-partier vandt en klar sejr ved parlamentsvalget i Kroatien i går og fravrister dermed magten fra det konservative parti HDZ. Det viste to valgstedsmålinger i går aftes. Centrum-venstre-blokken Kukuriku vandt 83 af parlamentets 153 mandater, mens det konservative HDZ fik 40 mandater. Kukuriku har under valgkampen lovet at bekæmpe omfattende korruption og gennemføre en grundig sanering af landets økonomi, inden Kroatien bliver medlem af EU i 2013.
/ritzau/Reuters