Tyskerne holder fast i EU’s kristelige moral

Da det moderne Europas ”fædre”, Vesttysklands Konrad Adenauer, Frankrigs Robert Schuman og Italiens Alcide de Gasperi, tog de første skridt mod en samling af Europa, var det ikke blot som en politisk reaktion på den kolde krigs deling af kontinentet, men også som en moralsk – med udtrykkeligt afsæt i kristne forestillinger. ”Måtte Gud oplyse deres sind og røre deres samvittighed, mens de leder efter løsninger på det, der deler os i dag,” sagde statsmanden Robert Schuman i 1955 i en berømt tale, da europæiske politikere samledes i Messina for at lægge grundstenen til Rom-traktaten.

Sådan er der ingen europæisk politiker, der vil udtale sig i vor tid. Men Tysklands to førende CDU-politikere, protestanterne Angela Merkel og Wolfgang Schäuble, har ofte vist, at de er åbne over for pointer om moralsk ansvar som drivkraft for europæisk politik. Merkel voksede op i det ateistiske Østtyskland og har flere gange opfordret kirkerne til at give deres besyv med i samfundsdebatten.

Og som det eneste medlem af den tyske regering, der er født før afslutningen på Anden Verdenskrig, knytter den 69-årige Wolfgang Schäuble an til en generation af europæiske politikere med førstehåndskendskab til ødelæggende krig mellem naboer og nazisternes amoralske og totalitære regime.

Siden krigen har også paverne været ivrige fortalere for europæisk integration og fremhævet etikken som en nødvendig dimension i samfundets politiske og økonomiske indretning. I sin sociale rundskrivelse ”Caritas in Veritate” (kærlighed i sandhed), der kom i 2009, opfordrede Benedikt XVI til en nytænkning af den økonomiske verdensorden. Og i en situation hvor den økonomiske krise ramte både rige og fattige lande, krævede han, at ”princippet om vederlagsfrihed indgår i de forretningsmæssige forbindelser, og at en foræringslogik kunne og måtte finde plads i det økonomiske liv som udtryk for broderlighed”.

Den slags kan lyde som kættersk tale i nordeuropæiske politikeres ører, men er i Tyskland ikke mere kontroversielt, end at den store konservative tænketank Konrad Adenauer Stiftung i september måned forud for pavens statsbesøg i Tyskland kunne arrangere et debatmøde herom med blandt andet Wolfgang Schäuble.

Og for den tyske finansminister og hovedarkitekt bag EU’s økonomiske redningsplan var Benedikt XVI’s indspark helt legitimt.

I sit indlæg pegede Schäuble på, at et stærkt Europa med en fælles valuta er i alles interesse, og at Europa vil tabe ”hvis ikke vi får tingene i verden nogenlunde under kontrol”. Men hertil hører også en øget opmærksomhed på, at økonomiske beslutninger i et demokratisk fællesskab må basere sig på andet end matematik og markedskræfter, og i rundskrivelsen så han en moralsk orientering, som ingen økonomisk politik kan undvære.

”Den perfekte orden findes ikke. Vi er til stadighed afhængig af, at man overholder værdier, som staten ikke kan formidle, men kun understøtte,” sagde han og tilføjede, at afstanden mellem politikerne og borgeren bør mindskes, og finansmarkederne må finde sig i større regulering af ”innovative finansprodukter”.

”Jo nærmere vi kommer det enkelte menneske, des tidligere kan man opmuntre ham til at forholde sig moralsk,” fastslog den konservative tyske finansminister.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.