|
5. december 2011
Stalin står stadig optegnet på de russiske valglister. Tyskland er endelig blevet enig med tidligere slavearbejdere om at udbetale erstatninger for tvangsarbejdet under nazisterne. Og så er det snart 100 år siden, at Titanic sank på tragisk vis.
Stalin spøger igen i kulissen
Tvangskollektivisering af landbrug. Gulaglejre. Udrensninger. Politisk terror. Hungersnød i Ukraine. Stalin har millioner af liv på sin samvittighed.
Alligevel fejrer det russiske kommunistparti den tidligere leder som alle tiders statsleder i det 20. århundrede. Derfor er Stalin med på partiets valgplakater, skriver Wall Street Journal.
I den nuværende kommunistleder Gennadij Sjuganovs optik opvejes Stalins brutale fremfærd med alle hans gode resultater. Sjuganov fremhæver først og fremmest, at der ikke eksisterede korruption under Stalins regime, Sovjetunionen besejrede fascismen, og landet blev en stormagt.
Tyskland opkræver skat for erstatninger
Efter en del tovtrækkerier blev Tyskland enig med tidligere slavearbejdere om at udbetale erstatninger for tvangsarbejdet for nazisterne. Erstatningerne blev udbetalt fra 2005 til blandt andre flere belgiere. Flere år er siden gået, og det er derfor med stor overraskelse, at de aldrende belgiere i disse dage modtager rudekuverter fra det tyske skattevæsen.
Tyskerne kræver, at ofrene skal betale 17 procent i skat af erstatningerne, rapporterer Daily Mail. Det er naturligvis faldet de belgiske myndigheder for brystet, som mener at der ikke skal betales skat. Foreløbig har Skat i Tyskland ikke kommenteret sagen.
Diskussion om arkæologi
Hvornår er noget et arkæologisk levn og skal bevares? Det spørgsmål diskuterer engelske arkæologer i tidsskriftet Antiquity. Årsagen til diskussionen befinder sig i en lejlighed på Denmark Street i London. Bag skabe opdagede man for nylig noget graffiti på væggene i et af værelserne. Graffitien er hverken køn eller farverig, men blev malet af Johnny Rotten, forsanger i Sex Pistols. Det engelske band bliver betragtet som det vigtigste ikon fra punk-bølgen i 1970erne. Visse arkæologer mener nu, at graffitien er punkens svar på hulemalerierne i de franske Lascaux-huler. Andre mener, at punkgraffiti ingen betydning har for eftertiden.