Solcellerne pryder alle tagrygge, så langt øjet rækker i et af de fattige boligområder uden for den sydafrikanske by Cape Town, townshippen Khayelitsha. Her har 2300 små huse fået installeret solcellepaneler til at varme deres brugsvand op. –
- Anna Mogensen.
Anna Mogensen skriver fra Sydafrika skriver fra Sydafrika |
5. december 2011
I en sydafrikansk township er det solen, der varmer vandet op til gavn for klimaet og beboernes levestandard. Men politikerne tøver med at fortsætte grønne linje
En lille dreng uden en trevl på kroppen stavrer ud foran bilen, der kommer raslende hen ad grusvejen.
Føreren af den skramlede Honda bremser lidt op, og et større barn når lige at hive den lille ind til siden, inden bilen fortsætter med en støvsky efter sig. Støvet lægger sig som en tåge omkring børnene og de voksne, der er i fuld gang med at partere en ko mellem skurene. Kroppen ligger opsprættet med hvide sener og fedt, der glinser i det blodige kød.
LÆS OGSÅ: Fly fløj 13 timer på solenergiDe døde øjne ser op fra jorden lige ud på vejen, hvor det er blevet lagt, mens kødet skæres fri.
Det er formiddag i town-shippen Khayelitsha, lidt uden for Cape Town. Her lever indbyggerne uden strikse færdselsregler, børneinstitutioner eller kødkontrol.
Trods rodet er Khayelitsha et af de mest velorganiserede eksempler på, hvordan et udviklingsland kan tackle udfordringen med at skære i sit udslip af kuldioxid, CO2, og samtidig holde fattigdommen nede og forbedre levestandarden for befolkningen. Det er sket ved, at en bydel i slummen har installeret solcellevandvarmere til de fattigste.
I et område af townshippen er ramponerede blikskure med tagpresenninger blevet opgraderet til små murstenshuse. Her er politikernes løfter efter apartheid om bedre boliger til de allerfattigste blevet holdt. Hvide cylinderformede beholdere svæver over husene, så langt øjet rækker, og solens stråler, der bager ned fra en høj, blå himmel, reflekteres i de solceller, der varmer vandet fra beholderne op. Indtil nu har 2300 af de små billige huse fået installeret en solcellevandvarmer.
Varmt vand, billig elregning og nye jobmuligheder er nogle af gevinsterne. Her kan det betale sig at investere i rene energikilder, der gavner de fattige og dæmmer op for klimaforandringerne, og allerede tilbage i 2001 blev projektet sat i gang ved hjælp af penge fra regeringen, bystyret i Cape Town og lokale investorer.
Men nu mangler pengene til at fortsætte solcellesuccesen. Det undrer projektets leder, Zuko Ndamane. Frustrationen bobler især, fordi Sydafrika har fremlagt en grøn klimahandlingsplan med mål om flere rene energikilder, som samtidig skaber job og økonomisk vækst.
”Vi kæmper for at få finansieret næste fase, hvor det er meningen, at nye 2300 huse skal have solcellevandvarmere. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være vanskeligt. Politikerne klør sig i panden, og ingenting sker,” siger Zuko Ndamane, mens han viser rundt mellem de små huse, hvor solcellerne funkler som satellitter over tagene.
Solcelleprojektet i townshippen er et af CDM-projekterne (Mekanisme for Ren Udvikling) under den nuværende klimaaftale, Kyoto, som giver rige lande mulighed for at investere i CO2-reduktioner i et u-land og regne den ”besparelse” i CO2 med, når de skal indberette deres egne nedskæringer.
Men international opmærksomhed er ikke nok til, at projektet fortsætter i Khayelitsha. Uden politisk opbakning er det slut med flere solceller. ”I Sydafrika er politikerne dygtige til at formulere sig og skrive dokumenter. Men ingen af dem rejser sig fra deres skriveborde og kommer ud i marken for at se, hvad der foregår i virkeligheden,” siger Zuko Ndamane.
Ikke alene viser townshippen, hvordan rene energikilder kan dæmme op for CO2-udledningerne. Opsætningen af solcellerne har skabt job til beboere i området, der har haft opgaver med alt fra installering til informationsarbejde, uddannelse og vedligeholdelse.
”Vi skaffede over 300 nye job i løbet af de to år, vi har brugt på at sætte vandvarmerne op. En del af succesen er, at beboerne har været involveret med deres meninger og arbejdskraft. I dag er der kun 10 personer ansat til at vedligeholde vandvarmerne. Men det betyder, at folk ikke er overladt til selv at sørge for, at de fungerer. De har et medansvar for at kontakte os, hvis noget går i stykker,” forklarer Zuko Ndamane.
Solcellevandvarmerne har været frivillige for hver enkelt husholdning. Men folk har hurtigt mærket fordelene. Sammen med solcellerne kom nemlig også et nyt, isoleret tag og omstilling til el-sparepærer. Det betyder, at en familie kan spare op mod 70 procent på sit elforbrug.
I et af husene er en ung mor, Cindy Huua, i fuld gang med male væggene kyllinggule i den lille stue, der er det ene af husets to værelser. Hun bor sammen med sin mor, sin mand og sine to drenge på fem og tre år. Hun er sluppet for den arbejdsløshed, der hærger i Khayelitsha som i alle andre fattige områder. Hun har fast job som rengøringshjælp hos familier i Cape Town. Men i dag har hun fri og har trukket malerkitlen på.
”Vi sagde ja til solcellerne, fordi vi sparer penge. Det har også gjort, at det er ikke længere bare er et hus, vi bor i, men et rigtigt hjem. Her er rart at være, fordi taget er blevet bedre og holder på varmen,” fortæller Cindy Huua.
Det er hendes mor, som lige nu er ”ansat” af Zuko Ndamane til at være kontaktperson, åbne døren, fjerne møblerne og rydde op, når hans team kommer forbi og tjekker vandvarmerne. Også på den måde skaffer familierne sig en lille indkomst, da hver husholdning får en symbolsk løn for at involvere sig aktivt i projektet.
Trods forhindringerne og kampen for at skaffe penge, stopper Zuko Ndamane ikke med at få solcellerne til at sprede sig. For at få politikere og beslutningstagere til at gøre noget har han tænkt sig at bede dem om at slå hjernen fra.
”Der var ingen, der troede på solceller i en township i begyndelsen, men nu er vi kommet så langt. Vi må holde op med at gruble over, hvad der kan gå galt. Lad være med at tænke – bare gøre det, siger Zuko Ndamane fra en udkigspost, hvor han kan se ud over hele den svævende skov af solcellevandvarmerne, der lyser op i Khayelitsha.
Rejsen til Sydafrika blev gennemført med støtte fra Danidas oplysningsbevilling under Udviklingsministeriet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad