Sydamerika gør op med fortiden

Amnestilove beskytter dog stadig generaler i Brasilien og flere andre lande. Men lovene er gamle og under pres. I oktober ophævede Uruguay en amnestilov, der beskytter militæret mod retsforfølgelse, og et retsopgør er på vej i det lille sydamerikanske land.

Sidste år stemte Brasiliens højesteret imidlertid for at beholde sambalandets amnestilov, hvilket betyder, at hverken de højreorienterede militærdiktaturers håndlangere eller de venstreorienterede guerillaer – som Dilma Rous-seff – kan retsforfølges. Det er mange utilfredse med, og senatoren Randolfe Rodrigues udtrykte en udbredt holdning, da sandhedskommissionen blev stemt igennem.

”Det er en svag kommission. Meget svagere end i Argentina og Uruguay,” sagde han med henvisning til, at de sydlige naboer har ophævet amnestilovene.

Omkring 500 mennesker forsvandt under militærdiktaturet i Brasilien.

I Argentina er staten gået langt hårdere til værks. Man forsøger at finde og straffe de ansvarlige, fra da folk blev kastet ud over floddeltaet Rio de la Plata fra helikopter, dengang op mod 30.000 mennesker forsvandt sporløst. I Sydamerikas næststørste land kører retssagerne på alle tangenter, siden to amnestilove blev ophævet i 2004. Mange års fængsel er allerede uddelt. Også til de største fisk.

Argentinas retsopgør har blandt andet givet fængselsstraffe til to særdeles prominente herrer. Der er tale om to argentinske mænd med dét tilfælles, at de på hvert deres tidspunkt stod i spidsen for militærjuntaen. Jorge Videla og Reynaldo Bignone er nu indhentet af fortiden, og de har flere livstidsdomme på halsen. Tilbage i 1976 kuppede de sig til magten, og de var med til at sende tusinder af systemkritikere i døden, indtil demokratiet blev genindført i 1983.

Men militærdiktaturets håndlangere har stadig støtter i Argentina. Det stod krystalklart i en sag fra 2006, da den 77-årige Jorge López forsvandt og blev et symbol på, at der stadig er kræfter i landet, der sympatiserer med fortidens regime.

Jorge López var et af ofrene for tortur beordret af den tidligere politichef Miguel Etchecolatz, og d. 19. september 2006 – dagen efter Jorge Lopez’ forsvinden – fik Etchecolatz livstid, mens bortførelsen blev anset som et forsøg på at påvirke dommen. Samt på at påvirke andre vidner fra dengang, regimets modstandere blev torteret og dræbt.

I april i år gentog historien sig, da vidnet Víctor Oscar Martínez forsvandt. Han var hovedvidne i en spektakulær mordsag. Nemlig sagen om biskop Carlos Horacio Ponce de León, der i 1977 var på vej til Vatikanets afdeling i Argentina med bevismateriale, der kompromitterede magthaverne. Biskoppen omkom i en mystisk bilulykke. Og materialet forsvandt. Men Víctor Oscar Martínez dukkede hurtigt op igen i 2011 uden at have taget synderlig skade. På trods af trusler fra kidnapperne gik han til pressen med en historie om, at tre mænd havde smidt ham ind i en varevogn og kørt ham væk med bind for øjnene, inden de havde gemt ham i et hus på landet et par dage.

Retssagerne fortsætter upåvirket af de to kidnapninger af vidner. I oktober blev den såkaldte ’dødsengel’ – den tidligere flådeofficer Alfredo Astiz – fængslet på livstid sammen med 11 af regimets håndlangere. De arbejdede alle ved flådens forhadte akademi i Buenos Aires, ESMA, som var det største hemmelige torturcenter. Her tog bødlerne sig af 5.000 systemkritikere, hvoraf 90 procent omkom.

Den mest berømte af Sydamerikas militærdiktatorer er Chiles afdøde general Augusto Pinochet. Han stod i spidsen for et regime, der torterede over 40.000 mennesker. Tallet er for nylig blevet opjusteret af en kommission, der ligesom i Brasilien skal bidrage til fred og forsoning.

General Pinochet kom til magten ved et militærkup, der afsatte den demokratisk valgte socialist, Salvador Allende, i 1973. Allende begik selvmord i forbindelse med kuppet, men kritikere har siden sat spørgsmålstegn ved dén udlægning. En undersøgelseskommission fastslog i juli endeligt, at der var tale om selvmord, hvilket familien tilslutter sig. Præsidentpaladset var nemlig under angreb fra alle sider, og Allende ville tilsyneladende undgå den totale ydmygelse, som en tilfangetagelse ville have været.

Kuppet var støttet af CIA. Det var dengang den kolde krig blev udkæmpet på alle fronter, og i Sydamerika fik de højreorienterede militærdiktaturer støtte af amerikanerne, som var skrækslagne ved udsigten til, at Sovjet skulle få fodfæste i ’baghaven’

USA anførte desuden ’Operation Condor’, der var et samarbejde mellem sydamerikanske regeringer fra særligt Argentina, Brasilien, Chile, Uruguay, Paraguay og Bolivia med det formål at holde socialister og kommunister fra magten. Programmet har kostet over 50.000 mennesker livet og afledt en god portion anti-amerikanisme i regionen.

USA’s tid som dominerende hegemon er nu forbi. Supermagten er stadig en faktor i Sydamerika, men afhængighedsforholdet er ikke det samme. Barack Obama var i marts i Brasilien og Chile, og på dén tur understregede den amerikanske præsident flere gange, at USA vil et respektfuldt samarbejde mellem selvstændige nationer. Desuden så Obama en fordel i at holde den latinamerikanske forvandling – fra militærdiktatur til demokrati – op som eksempel for Mellemøsten.

”Latinamerikas politiske erfaringer kan blive en guide for andre nationer på jagt efter demokrati,” sagde Obama fra talerstolen i Chile – og sydamerikanerne nikkede stolt.

I dag har de fleste sydamerikanske lande markedsorienterede regeringer, der forsøger at omfordele goderne. Alligevel er der stadig stor forskel mellem rig og fattig, og store problemer med slumkvarterer består.

Det autoritære element er også fortsat en del af samfundene, selvom de frie valg fungerer. Argentinas præsident, Cristina Kirchner, holdt for eksempel en pressekonference i 2008, hvor journalister fik lov at stille direkte spørgsmål til hende. Det var en sensation. Det er nemlig ikke sket siden 1999, at en præsident i landet havde givet den mulighed. Det er heller ikke sket siden; nu stiller præsidenten sig igen op og holder enetale.

Alligevel blev Cristina Kirchner genvalgt med overvældende støtte fra folket i sidste måned. Et af hendes trumfkort er den forbedrede økonomi. Et andet trumfkort er, at det var hendes afdøde mand og forgænger på præsidentposten, Néstor Kirchner, der indledte retsopgøret mod diktaturets bødler.

Og at hun selv støtter opgøret med al sin politiske kapital.