En opmuntring fra det fattigste Afrika

UNDER VALGKAMPEN, hvor Mahamadou Issoufou havde en enkelt modkandidat, var det lykkedes den stærkt insisterende redaktør Boubarcar Diallo på en af landets små aviser at overtale de to kandidater til at love, at de ville underskrive en pressefrihedserklæring, hvis de vandt valget. Og nu sad præsident Issoufou og gjorde sig klar til at skrive under på en vidtrækkende forpligtelse.

Ceremonien blev indledt med en bøn af den stedlige imam. Niger er næsten hundrede procent muslimsk. Så sang et kor lokale sange og dansede, hvorefter en ung mand spillede og sang en hjemmeskrevet hyldest til pressefriheden på nationalsproget fransk med omkvædet ”Længe leve pressen. Lad journalisterne i fred. Lad dem gøre deres arbejde.” Stor poesi var det ikke, men en præcis beskrivelse af virkeligheden.

Alt for mange steder i Afrika sidder journalister og redaktører fængslet, fordi de har gjort deres arbejde. Love imod injurier og ærekrænkelser er blevet et af de foretrukne instrumenter til at lukke munden på pressen. Det sydafrikanske ANC-styre har fået demokratiets fremmeste forkæmpere ærkebiskop Desmond Tutu og Nelson Mandela imod sig, fordi også det er i færd med at indskrænke pressefriheden. Blandt andet fordi pressen afslører tiltagende korruption i Sydafrika, vil ANC-regeringen nu indføre fængselsstraf på op til 25 år for at afsløre hemmeligt stemplede papirer fra staten. En sådan lov vil få pressen til at overveje mere end én gang, om den vil offentliggøre dokumenter, der kan fælde en korrupt politiker.

I det muslimske Niger vendte kompasset denne dag en helt anden vej. Præsidenten har tilsyneladende forstået vigtigheden af demokrati og pressefrihed. Derfor den store ceremoni; talerne; de udenlandske ambassadører og presseopbuddet.

PRESSEFRIHED ER IKKE noget abstrakt emne, heller ikke for et land som Niger. Den indisk-britiske nobelpris-tager Amartya Sen har dokumenteret, at der aldrig har været hungersnød i lande med pressefrihed og demokrati. En fri presse sikrer, at der bliver rapporteret om fødevaremangel, at ansvarlige politikere konfronteres med nøden, og at politikere, der nægter at lytte til en lidende befolkning, ikke bliver genvalgt.

En fri presse afslører – hvis den er god – korruption og magtmisbrug. Den afdækker, hvis den førte politik ikke fungerer efter hensigten. Og den er med til at informere befolkningen, så det ansvar, der ligger hos borgerne, også bliver løftet. Derfor fører demokrati og pressefrihed til udvikling og højere levestandard. En fri presse er ikke noget, der føjes til, når et land har fået bedre uddannelse, sundhed og økonomisk udvikling. Det er selve grundlaget for den udvikling.

Pressefrihedserklæringen Declaration of Table Mountain, der har taget sit navn fra den sydafrikanske by Cape Towns vartegn Taffelbjerget, blev udfærdiget af den internationale avisorganisation World Association of Newspapers for fire år siden. Den supplerer FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og har sigte på at ophæve den afrikanske lovgivning om injurier og ærekrænkelser, der reelt bruges til at knægte ytrings- og pressefriheden. Samtidig er formålet med erklæringen at sætte pressefriheden højere på dagsordenen i de afrikanske lande.

Men intet statsoverhoved har indtil nu villet underskrive erklæringen trods et ihærdigt lobbyarbejde. Derfor var præsident Issoufous underskrivelse i sidste uge så vigtig.

EFTER CEREMONIEN ilede præsidenten tilbage mod udgangen af kongreshallen. De 11 tv-stationer fra den fransktalende verden, der havde dækket begivenheden, og journalister fra mange andre medier fulgte efter og fik ved udgangen hans kommentarer. Så blev der trykket hænder igen, og kortegen kørte af sted med stor hast.

Derefter ventede vi. En ikke uvant beskæftigelse i Afrika. Vi var blevet indbudt til at komme i audiens og blev indkaldt med få timers varsel om aftenen til premierministeren og næste formiddag til præsidenten. Præsidenten, der er muslim og har to hustruer, arbejder på at bevise, at et muslimsk land kan blive fuldt demokratisk. Måske lykkes det ham, selvom demokrati i vestlig forstand i verdens næstfattigste land forekommer at være en utopi. Men præsidenten er idealist, og så spiller det formentlig også ind, at en betydelig del af Nigers indtægt er u-landsbistand, blandt andet fra Danmark. De vestlige donorlande stiller i stigende grad krav om god regeringsførelse og udvikling af demokrati. Der er kort sagt sund fornuft i pressefrihed.

På sit kontor sagde han ligefremt, at der ikke findes en mellemvej mellem demokrati og diktatur. Og demokratiet kan ikke leve uden udstrakt pressefrihed. Samtidig lovede han, at han vil arbejde for at overtale sine præsident- og statschefskolleger til at følge hans eksempel.

Pressefrihed og demokrati er ikke alene noget, befolkningerne i Mellemøsten længes efter, sådan som vi har oplevet det i den senere tid. Befolkningerne i Afrika har den samme længsel. Desværre er der efter alt at dømme rigtig lang vej endnu. Men underskrivelsen af pressefrihedserklæringen forleden i Niger var et skridt i den rigtige retning.