Ulla Skovsbøl |
6. december 2011
Herhjemme har vi ingen økonomisk fattigdom set fra et afrikansk perspektiv, siger sygeplejerske Merete Trolle, som har levet 20 år i Tanzania. Hun har viet sit liv til at arbejde for en bedre fordeling
Guirlander af små elektriske lys pynter op i Merete Trolles stuevinduer ud mod Østbanetorvet i Aarhus. Hun er ellers ikke meget for decembers juleræs. Forbrugsfesten og de rødglødende dankort gør hende direkte dårligt tilpas og får hende til at længes tilbage til sit andet hjemland, Tanzania, hvor hun har boet i 20 år.
LÆS OGSÅ: Sagen, der gør ældre yngre”Så sent som i går tænkte jeg, at jeg måske lige skulle rejse derned igen og tage et par år mere, for indimellem kan jeg næsten ikke holde Danmark ud. Jeg ved godt, det er provokerende at sige, men her i landet har vi ikke noget økonomisk fattigdomsproblem. Vi har menneskelig fattigdom,” siger den 65-årige sygeplejerske, som netop har udgivet bogen ”Mama Merete. Mine 20 år i Afrika”.
Merete Trolle kom til Tanzania som kvindekoordinator for Mellemfolkeligt Samvirke på en treårig kontrakt i 1989 for at rådgive om aids-forebyggelse og familieplanlægning, men endte med at blive der i to årtier og starte sin egen mikro-bistandsorganisation i byen Arusha ved grænsen til Kenya.
”I Tanzania er folk fattige på penge, men rige på fællesskab. Her er det omvendt. Det ville være godt, hvis vi kunne deles lidt mere om begge dele,” mener hun.
Merete Trolle gør sit bedste for at skabe en bedre fordeling. Med hende som primus motor har Save the Children in Arusha oprettet børnehaver, skadestuer, en blindeskole, fire realskoler til i alt 4000 børn, etableret et distriktssygehus og udrustet et hospital med 1000 sengepladser. Lige i øjeblikket er frivillige mekanikere i Aarhus ved at renovere to gamle Falck-ambulancer for hende. De skal af sted til Tanzania snarest muligt, for selvom hun bor i Danmark nu, har Merete Trolle stadig fuld fart på, når det gælder om at finde donorer og involvere folk i bistandsarbejdet.
Når hun i dag bor i Danmark er det for børnebørnenes skyld, men da hun i 1986 tog springet og omplantede sig selv og sine to børn på 14 og 11 til Tanzania, var det ikke mindst for deres skyld, forklarer hun. De skulle lære at se det danske velfærdsliv i nyt perspektiv. Hun syntes, familiens liv var for bekvemt og alt for styret af kappestrid med naboerne i den pæne Aarhus-forstad om at have den nyeste bil og det flotteste hjem.
Det var helt imod hendes egen ånd. Hun er selv vokset op med seks søskende i en toværelseslejlighed. Forældrene var aktive kommunister. De havde begge været i modstandsbevægelsen under krigen og hendes far havde siddet i koncentrationslejr. Men selvom forældrenes liv på alle måder var hårdt, var der altid menneskeligt overskud til at hjælpe andre, og den indstilling har Merete Trolle taget med i sit eget liv. Det er først og fremmest de allerfattigste kvinder og børn i masailandsbyerne, hendes hjerte brænder for. De har til gengæld hædret hende ved at optage hende i deres stamme, og det er en meget usædvanlig ære for en hvid kvinde.
Masaidragten fra indvielsen bliver fundet frem fra klædeskabet. Hun ifører sig det perlebroderede skørt af koskind og halssmykker lavet personligt til hende. Om det ene håndled har hun et armbånd, der aldrig bliver taget af. Det blev smedet på hendes arm, den dag hun blev indviet og fik masainavnet Meretesjoh, som meget rammende betyder ”hjælperen”.
Den begivenhed, som især har spredt hendes ry som en stor hjælper, var, at det lykkedes hende at få renoveret det totalt nedslidte hospital i Arusha – en by med 200.000 indbyggere. Det havde ikke en eneste seng og knap nok en madras. Tag og gulve var fulde af huller, og ingenting var holdt ved lige, siden bygningen blev opført under Anden Verdenskrig. Men Merete Trolle overbeviste med sin slagfærdighed den daværende sundhedsdirektør i Aarhus Amt, Arne Rolighed, og amtsborgmester Ib Frederiksen (S) om, at de skulle forære hende Aarhus’ gamle forældede nødhospitaler. I dag har Arusha derfor et velfungerende sygehus med 1000 sengepladser.
Selv synes Merete Trolle dog, at den direkte hjælp til den enkelte familie og den enkelte landsbykvinde er det vigtigste.
”Selvfølgelig har Danida givet bunkevis af penge til Tanzania, og de penge har gjort meget godt, men jeg tror, at det til syvende og sidst er mennesker, der flytter bjerge,” siger hun.
Hun taler sig varm af begejstring og vil ikke helt udelukke, at hun igen kommer til at bo en periode i Arusha. For hende er det gode pensionistliv nemlig ikke fred og ro og stille stunder.
”Hos masaierne har jeg somme tider vandret et hav af kilometer med folk på 90 år. Det gør man jo ikke så tit i dagens Danmark. Hvis du er 90, bliver du anset for fuldstændig færdig og rigtig gammel,” siger hun.
”Sådan ser masaierne ikke på det. De anser dig for rigere, dygtigere og klogere, jo længere du lever, og hos dem dør du først af alderdom, når dit hjerte og dine celler ikke kan mere. Jo mere livserfaring du har, jo mere bliver du værdsat.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad