Det flotte sprog fra 1980’erne

Nu er den næsten 27 år gammel, denne fantastiske sproghvirvel fra 1984 – Ib Michaels 280 sider lange roman om pestens tid i Europa omkring 1350. Men giver man sig tid med dens blomstrende, fantasifulde og umådeligt rige ordforråd, glæder man sig over prosaens poesi, som stadig står frisk, skønt man også flere steder må piske sig selv frem gennem lange steds- og materialebeskrivelser. Den er jo fra en tid, hvor man mente, at tingenes indhold og navne indeholdt en særlig poesi, som skriften kunne formidle.

LÆS OGSÅ: Forfra på den bare mark i Thy

Troubaduren Trofaldino fortæller om sit liv under pestens hærgen stående på torvet i en by, hvor han skal hænges for sine ugerninger. Han fortæller gennem syv dage bogstavelig talt med rebet om halsen. Men han har gjort det mange gange før, når han til forskellige lejligheder har kvædet en vise eller sunget en ballade i embeds medfør som troubadur. En af de sidste gange, han gør det, hen imod slutningen af romanen, fortæller han til en rakker, Mikkel Kryds, der godt kan få nok: ”Han tog det, som det faldt og var tilfreds, så længe der var fart på beretningen og den førte til nye steder. Ellers gabte han og klappede mig over nakken. Så er det nok, Trofaldino, for i dag”.

Sådan har læseren det også, når han eller hun er blevet træt af bogens stil, som ellers også glæder så meget. Hør og læs for eksempel om Trofaldinos møde med hvalsangen i en båd på havet mellem hvaler: ”Disse havuhyrer var fredelige som græssende køer og de SANG. Ingen andre har hørt tale om dette, men mit væsen, som er musik, dannede klangbund, og jeg modtog – gennem brændingsbrus og bølgeslag – tonerne, der lød som orgelpiber i vand. Vinkende med fiskehalen som Siracusas sirener dukkede de ud af havgræs, blæste, og man hørte fanfarer, strøgne violiner og trompeteringer, i hvis langsomhed og dybe leje himmelhvælvets skaller drejede sig med lysspil i hverandre og skabte bestandig nye overraskelser i skabelsens spejl”.