Om fattigdom og jul

Hvor er det svært her til lands at høre og læse om fattigdom og de fattige. Om hvordan man bedst bekæmper og afskaffer fattigdom med midler, man tager fra nogle og giver til andre.

Undertiden føles det, som om fortalere for fattigdommens afskaffelse kun kender en mulig løsning ud fra et socialt-politisk aspekt, der selv i et velstående land som Danmark alligevel aldrig har formået at ramme roden i forsøgene på at grave problemet op. Det er jo synligt over alt i verden og ”fungerer”, lige meget hvor rigt dette land forekommer at være, selvforsynende, høj beskæftigelse og en usårlig økonomi. Tilmed er de lande, der modtager økonomisk bistand til afhjælpning af nød og fattigdom, til en vis grad uden for rækkevidde af næsten en hvilken som helst kontrolinstans, og af og til giver forlydender om ”forkerte” modtagere næring til den opfattelse, at hjælpen faktisk er uden værdi for de tiltænkte.

LÆS OGSÅ: Det er blevet lettere at bede om hjælp til jul

For ikke så længe siden blev jeg en tidlig søndag morgen efter den stille messe klokken otte konfronteret med den skinbarlige fattigdom. Mit ærinde var en lille indkøbstur efter daglige fornødenheder i den bydel, hvor vi bor, og undervejs mødte der mig et syn, det ikke var muligt at forblive upåvirket af. I en niche til en større forretning tilhørende Blå Kors-bevægelsen lå en midaldrende mandsperson omdækket af gamle tæpper og sine egne klæder. En gammel barnevogn var opstillet foran de få trappetrin ind til entreen og rummede foruden en lille dukke en pose med tilsyneladende gammelt brød af både rug og hvede. Jeg stod længe med min indkøbspose i hånden og overvejede en mulig kontakt med personen, der lå i dyb søvn, men det hele scenarium annoncerede til forbipasserende at holde sig fra enhver form for omsorg.