Spindoktorer er kommet for at blive

Hun peger på, at det er meget individuelt, hvilken funktion den særlige rådgiver udfylder. Personligt brugte hun sin rådgiver, Christopher Arzrouni, til politisk sparring og idéudvikling, mens andre ministre bruger deres rådgivere til at håndtere pressekontakten – den rolle, offentligheden typisk forbinder med en spindoktor. Men uanset funktion mener hun, at det er i vælgernes interesse, at ministrene har disse særlige – politisk udpegede – rådgivere.

”Det gør os stærkere som politikere, og det kan kun være i vælgernes interesse, at vi ikke ender som rene administratorer, men også har mulighed for at sætte nogle politiske dagsordener,” siger Eva Kjer-Hansen.

Lektor i statskundskab ved Københavns Universitet med speciale i politisk kommunikation Henrik Bang ser da også de særlige rådgivere som et uundgåeligt produkt af den politiske udvikling. Efter hans mening har hele forudsætningen for demokratiet ændret sig fra at være baseret på en direkte folkelig politisk deltagelse gennem partiforeninger, interesseorganisationer, højskoler og så videre, til at foregå i medierne.

”Der er sket et kæmpestort skifte i den måde, vores demokrati fungerer på. Demokratiet er vendt på hovedet. Politikerne sidder ikke længere og lytter til ’folkets røst’. De har fuldt op at gøre med at handle og træffe beslutninger i et komplekst, globalt samfund og så forsøge at formidle dem det ud til vælgerne. Medierne er blevet den mekanisme, der forbinder politikerne og borgerne, og i den situation er det vigtigt, at man som politiker forstår at kommunikere direkte med folk. Det er her, de særlige rådgivere kommer ind. De skal hjælpe politikerne med at sælge deres beslutninger på en måde,” siger Henrik Bang.

Hans bekymring er, at lovgivningen halter efter udviklingen. Efter hans mening er der brug for langt mere åbenhed i forvaltningen i en situation, hvor ministre kører tæt parløb med visse særlige rådgivere. Her kunne Danmark med fordel lære noget af Sverige.

”Vores mulighed for aktindsigt er bygget til et fortidigt system, hvor centraladministrationen var en neutral instans. Virkeligheden er en ganske anden nu. Vi har brug for at kunne se ministre og deres ansatte bedre i kortene.”

Mediernes centrale placering som formidler af ”dialogen” med befolkning giver yderligere politikerne den udfordring – set med deres øjne – at de skal kunne holde trit med medierne og helst også være et hoved foran. Spindoktorerne er svaret på den udfordring.

”Der er et stigende pres fra medierne på politikerne. Der er kommet mange flere medier, og de forventer mange flere kommentarer fra politikerne. De skal stå til rådighed på en helt anden måde end tidligere, og det har givet ministre og toppolitikere nogle store udfordringer, fordi de i forvejen har enormt travlt – samtidig med at deres traditionelle embedsmænd ikke nødvendigvis har ekspertise i at håndtere pressen,” siger Rune Slothuus, lektor i statskundskab ved Aaarhus Universitet, hvor han forsker i politisk kommunikation og holdningsdannelse.

”Hele diskussionen om spindoktorer skal ses som en kamp mellem medierne og politikerne. Begge parter vil gerne have fat i den lange ende. De særlige rådgivere stiller politikerne stærkere over for medierne,” siger han.

Journalist og kommunikationsrådgiver Peter Mose har sammen med journalist og kommunikationsdirektør Susanne Hegelund skrevet bogen ”Javel, hr. minister”, der udkom tidligere på året. Den giver indblik i, hvad der foregår i kulisserne, og viser, hvordan samspillet mellem ministeren og embedsværket har udviklet sig fra 1980’erne og til i dag. Han mener ikke, at der er behov for at stramme reglerne op, sådan som mange i den nuværende debat ellers mener.

”Reglerne er entydige. De skal bare overholdes, og bliver de ikke det, kommer det tilsyneladende for dagen,” siger Peter Mose og konkretiserer tre ”pixiregler”, som spindoktorerne skal overholde:

”Der findes fire regler om arbejdet, som alle embedsmænd skal kunne i søvne. 1) Det skal være lovligt. 2) Du skal overholde din sandhedspligt. 3) Du skal overholde fagligheden. 4) Du skal være partineutral. En spindoktor skal i modsætning til andre embedsmænd kun overholde de tre første, hvilket giver ham nogle frihedsgrader,” siger han.

Peter Mose tegner et overordnet billede af de forskellige regeringers brug af spindoktorer:

Poul Schlüter (K) brugte dem ikke. Hans efterfølger, Poul Nyrup Rasmussen (S), begyndte så småt at benytte dem, og de blev primært hentet ind fra partiet – Ralf Pittelkow og Marina Hoffmann for eksempel. Da Anders Fogh Rasmussen (V) overtog magten i 2001, ruskede han op i systemet. Han mente ifølge Peter Mose, at Nyrups mediehåndtering fungerede dårligt, så han valgte at hyre rådgivere med medieerfaring snarere end politisk erfaring.

”Fogh tømte nærmest Jyllands-Postens Christiansborgredaktion. Og han bestemte, at hver minister kun måtte have én spindoktor,” siger Mose.

Den nye regering lægger sig i højere grad op ad Nyrups stil ved hovedsageligt at hente trofaste, loyale partisoldater ind som særlige rådgivere. Blot med den krølle, at der er sket en fordobling af antallet af særlige rådgivere for en række af ministrenes vedkommende. Netop det har også været i søgelyset i den kristiske del af debatten om brugen af spindoktorer, men Peter Mose understreger, at grænsen langtfra er nået.

”Der må ifølge reglerne være op til tre særlige rådgivere pr. minister, så der er ikke sket et skred,” siger han.

Betingelserne for de særlige rådgivere er nedfældet i en betænkning fra 2004, som Folketinget i enighed satte i værk. Den blev udarbejdet efter nogle konkrete sager, hvor spindoktorer havde talt decideret usandt i et ifølge Mose ”misforstået” forsøg på at beskytte sin minister, og den havde til formål at præcisere reglerne.

Siden da er der ikke ændret i regelsættet.