Opfordring til tv: Send annoncer om jeres tekstning

Vær så god, DR og TV 2. Her kom et godt forslag til en ny selvpromoverende trailer, som det hedder i fagsproget. En annonce for egne fortræffeligheder og tilbud, kan man også kaldet det.

Læsernes reaktioner til Kristeligt Dagblad og henvendelserne til DR og TV 2 deler sig i to områder. Det ene er utydelig tale og dårlig artikulation. Det andet er lydmikset af tale og baggrundslyd, hvad enten det er en nyhedsoptagelse med en reporter stående med en larmende baggrund, eller det er dramatik, hvor baggrundslyden skal skabe spænding, uhygge, eller hvad det ellers måtte være.

Helt for egen regning har jeg lyst til at spørge, hvordan det kan være, at det næsten er blevet skamfuldt at artikulere sig tydeligt og klart? Hvis man siger noget, er det vel, fordi man gerne vil have andre til at forstå det? Vi skal måske selv i gang med at gøre en indsats i den nærmeste kreds, ikke mindst over for børnebørnene. Hvis man er barn, kræver det tryghed, tillid og ikke mindst selvtillid, hvis barnet skal lære at ranke ryggen og tale tydeligt. Det kan vi selv hjælpe med til. Men det er også tv-stationernes ansvar – og skolernes ikke at forglemme.

På en række områder er tv med til at sætte normerne. Der er ingen, der siger, at det nødvendigvis skal gå over stok og sten i børne-, ungdoms- og musikprogrammerne med den afsmittende effekt, det måtte have. Ledelsen kunne træffe en beslutning om at skrue lidt ned for tempoet, tale lidt tydeligere og dæmpe baggrundslyden. Som det er nu, virker det, som om man bare følger med strømmen. Der speed­snakkes. Sådan er sproget i dag, hedder det, og tv skal afspejle det hverdagssprog, som almindelige mennesker taler. Det kan der være meget rigtigt i. Seerne skal kunne identificere sig med det, de ser og hører på tv. Men som alt andet her i tilværelsen er det en beslutning, man træffer, også når det handler om talesprog og lydmiks på tv.

Dora kommer med et fint eksempel på, at der heldigvis er mange tv-og radioværter, der taler tydeligt og klart. ”Mumlere, hurtigsnakkere, endelsessnappere og punktumignoranter må få det lært,” skriver hun, og det kan lade sig gøre. ”Lotte Heise har fortalt, at da hun blev vært på radioprogrammet ’Lotte Heise spiller klassisk’, måtte hun lære at tale langsommere. Hun er blevet en nydelse at lytte til, og det samme er mange andre,” skriver Dora.

Det er godt at vide, at de store medier, DR og TV 2, erkender, at de har et problem. Men af egen erfaring ved jeg, at det er som et stort tankskib. Det er meget svært at vende skuden rundt med et snuptag. Den form for justeringer kommer indefra og tager tid.

Imens følger vi opmærksomt med og er parate med ris og ros. Begge dele er lige vigtige.

Med venlig hilsen

Lis M. Frederiksen