Siden 2003 har byen Prien am Chiemsee i Bayern haft sin egen lokale valuta, Chiemgaueren, som kan bruges i stedet for euro i de lokale butikker. –
- Scanpix.
Birthe B. Pedersen |
7. december 2011
Flere og flere europæiske byer har indført deres egen lokale valuta, der kan benyttes som betalingsmiddel hos lokale handlende og omveksles til ”rigtige” penge
De hedder Chiemgauer eller Sterntaler i Tyskland, Sols eller Abeilles i Frankrig, og i Storbritannien er det Totnes-pund, man kan betale med, hvis man bor i den lille by Totnes.
Flere og flere byer og lokalsamfund over hele Europa har indført deres egne valutaer. Pengesedlerne omveksles fra euro i forholdet 1 til 1, og de er gangbart betalingsmiddel hos de lokale handlende og håndværkere, der har indvilget i at deltage i eksperimenterne.
LÆS OGSÅ: Fælles nordisk mønt har ingen gang på jordenHensigten er at styrke den lokale handel, så kunderne dropper det store supermarked og i stedet gør deres indkøb hos den lokale købmand.
Og mens finanskriserne raser og euroen vakler, er de lokale valutainitiativer begyndt at brede sig til større byer. Frankrigs fjerdestørste by, Toulouse med 450.000 indbyggere, lancerede sin egen møntfod, Sol-violette, i 2008, og flere andre med storbyen Lyon i spidsen vil følge efter.
”Vi startede med at trykke 27.000 sol-violette-pengesedler, som folk kunne omveksle i kooperative banker til kurs 1. Vi blev nødt til at trykke 10.000 mere. Det har givet ekstra handel hos de 70 handlende, som er med, hvilket er dobbelt så mange som vi regnede med,” siger en talsmand for bystyret i Toulouse.
600 brugere, eller fire gange flere end forventet, har omvekslet deres euro til sol-violettes, som de betaler med, når de køber økologiske grønsager, går i biografen eller køber bøger i boghandelen. Og incitamentet til at bruge pengesedlerne er så meget desto større, fordi den lokale mønt taber i værdi, hvis den gemmes for længe på kistebunden eller veksles tilbage til euro.
”Der er heller ikke noget galt i at spare op. Men det er også godt at styrke den lokale handel,” siger man i bystyret i Toulouse.
Den ”negative rente” skal sikre, at pengene er i konstant omløb, understreger også Christian Gelleri, en af pionererne bag de såkaldte ”Local Exchange Trading Systems”, LETS, og initiativtager til Chiemgaueren, som har været gangbar mønt i Prien am Chiemsee i Bayern siden 2003.
”Et af problemerne med det virkelige finanssystem er netop, at pengene ikke cirkulerer nok. Penge skal være bundet til realøkonomien, ikke til spekulation. De skal tjene mennesket, ikke omvendt,” forklarede Christian Gelleri for nylig i tysk tv.
Enkelte initiativer udspringer af lokale bykongers drømme om at slå mønt som tidligere tiders fyrster. Som for eksempel den italienske blerglandsby Filettino, hvis lokale pengesedler bærer et billede af borgmesteren.
Men de fleste er udtryk for idealet om en etisk mere forsvarlig økonomi.
”Vi er ikke ude på at undergrave euroen. Men der er blandt borgerne et ønske om en socialt og økologisk ansvarlig økonomi. Sol-violetten er et svar på dette ønske,” siger man i Toulouse.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad