Merkozy styrer Europa

Alligevel er det svært at finde kritikere af dette næsten enevældige fransk-tyske lederskab.

Og det er der en god grund til, mener Piotr Maciej Kaczynsky, seniorforsker ved den euopæiske tænketank Center for European Policy Research i Bruxelles.

”Det fransk-tyske samarbejde er absolut nødvendigt for at finde en vej ud af krisen. Det er garanten for EU’s overlevelse. Forløbet af gældskrisen har vist, at ingen af EU’s institutioner, fra Det Europæiske Råd over EU-Kommissionen og til EU’s præsident, er i stand til at tage lederskab i Europa,” siger Piotr Maciej Kaczynsky.

Det er ikke første gang, den fransk-tyske motor har trukket det europæiske samarbejde ud af dødvandet. Paris-Bonn-aksen og siden Paris-Berlin-aksen har været inkarneret i parløb mellem de to landes stats- og regeringsledere lige siden Charles de Gaulle og Konrad Adenauer. Valéry Giscard d’Estaing og Helmut Schmidt grundlagde det europæiske valutasamarbejde, og det var François Mitterrand og Helmut Kohl, der trak Maastricht-traktaten og møntunionen i land.

Men af alle disse historiske par er Merkozy det mest ustabile og det mest ulige, mener professor i Europaforskning og specialist i det fransk-tyske samarbejdeGisela Müller-Brandeck-Bocque fra Institut for Politisk Videnskab ved Julius-Maximilians-Univeristetet i Würtzburg.

”Tilliden mellem de to parter er mindre end i tidligere, blandt andet fordi de er to vidt forskellige personligheder med forskellig politisk stil. Sarkozy betragtes med en vis mistænksomhed i Tyskland, hvor han er kendt for sit hidsige temperament og en vis forfængelighed,” siger hun.

I Frankrig finder man omvendt Angela Merkel stivsindet og kompromisløs med et ordforråd, der begrænser sig til ”nein”. Nej til eurobonds, nej til Den Europæiske Centralbanks mere systematiske opkøb af national gæld.

Dele af den socialistiske opposition har sammenlignet hende med Bismarck og beskyldt Nicolas Sarkozy for samme knæfald for Tyskland som under konferencen i München i 1938, der ”solgte” Tjekkoslovakiet til Hitler. Hvilket gav Nicolas Sarkozy chancen for at hylde det fransk-tyske venskab, mens Angela Merkel højsindet slog en streg over fornærmelsen.

”De er i opposition. Vi er heldigvis ved roret,” som hun sagde ved en fælles pressekonference med Sarkozy i Paris i mandags.

”Tyskland har længe afvist at påtage sig en lederrolle i Europa og bryder sig bestemt ikke om beskyldningerne om at være enerådende i Europa,” understreger Gisela Müller-Brandeck-Bocque

”Tyskland står jo ikke alene,” påpeger samtidig Hans Stark, leder af Center for Fransk-tyske Studier, Cerfa, ved Institut for Internationale Relationer, IFRI, i Paris.

”Den modstand mod større støtte til de gældsplagede lande, som Tyskland beskyldes for, deles af en lang række andre lande som Holland, Finland og Slovakiet. Det er en europæisk splittelse, ikke en fransk-tysk splittelse,” understreger han.

Men netop Frankrigs og Tysklands tendens til at placere sig i hver sin lejr er forklaringen på den fransk-tyske motors historiske effektivitet.

De to lande repræsenterer med deres forskellige politiske og økonomiske kultur to visioner for Europa. Et kompromis mellem Frankrig og Tyskland er derfor ofte et godt udgangspunkt, når de øvrige lande inddrages i forhandlingerne, mener Gisela Müller-Brandeck-Bocque.

”I den aktuelle krise repræsenterer Frankrig i vid udstrækning de sydeuropæiske, kriseramte lande, som ønsker øget solidaritet, mens Tyskland repræsenterer de nordeuropæiske lande, der kræver mere budgetdisciplin,” mener hun, men understreger samtidig, at Merkozy er mindre ligeværdig end tidligere fransk-tyske par.

”Frankrig er destabiliseret af den økonomiske krise, og det præger den interne magtbalance mellem de to partnere,” siger hun.

Det kompromis, de to lande har arbejdet sig frem til, og som vil danne udgangspunktet for diskussionerne i Det Europæiske Råd, lægger derfor især vægt på budgetdisciplin med indførelsen af en ”gylden regel” i eurolandenes nationale lovgivning, der begrænser det offentlige underskud til tre procent af BNP.

Nicolas Sarkozy har endt med at acceptere automatiske sanktioner, hvis reglen ikke overholdes. Til gengæld får EF-domstolen kun magt til at konstatere, om landene overholder deres forpligtelser i henhold til ”den gyldne regel”, ikke til at annullere en finanslov.

Angela Merkel har også kun givet marginale indrømmelser i spørgsmålet om euro-bonds og øget adgang for Den Europæiske Centralbank til at støtte gældsplagede lande ved at opkøbe deres gæld. Til nød kan europæiske statsobligationer komme på tale, når der er kommet styr på gælden. Og ECB kan eventuelt af egen drift,og i helt enestående tilfælde opkøbe gæld for at hjælpe et land, der presses af finansmarkederne.

Alt dette skal cementeres, helst i en ny traktat for alle 27 medlemslande eller også i en begrænset aftale mellem de 17 eurolande.

Iagttagere har peget på, at Angela Merkels indrømmelser især skyldes, at også den tyske økonomi nu er ved at komme i skudlinjen, først med Tysklands vanskeligheder i sidste uge med at finde købere til sine statsobligationer. Og senest med kreditvurderingsagenturet Standard and Poors meddelelse om, at alle AAA-karakterer i eurozonen kan blive nedskrevet.

Men det er under ingen omstændigheder Nicolas Sarkozy, der har forhandlet sig til indrømmelser, mener Piotr Maciej Kaczynsky fra Center for European Policy Research i Bruxelles.

”Dette er Merkels plan. Men hun ønsker ikke at trække den ned over hovedet på de øvrige lande. Nicolas Sarkozy tjener til at legitimere det tyske forslag og skabe forståelse for det i Sydeuropa”.