Russisk valg. Entusiasmen for Putins styreform er forduftet

Det er stadig langt under de 2,1 barn, der skal til for at bevare befolkningsstørrelsen intakt, men den større forplantning har – sammen med succesrige bestræbelser på at mindske dødeligheden blandt mænd – nedsat tempoet på befolkningsfaldet.

Rusland er bare stadig i bund og grund en ”rentier-stat”. Det vil sige en stat, hvis primære indkomst er fra afkast – i dette tilfælde fra olie og gas – og ikke fra beskatning. Det holder kravene til politikerne stangen. I stedet udsættes staten for politiske entreprenører, som forsøger at tage den som gidsel for at kunne få del i afkastet.

Rusland har de fleste af de almindelige træk ved en rentier-stat: autokrati, svage politiske og retslige institutioner, arbitrært styre, manglende retssikkerhed, manglende gennemsigtighed, begrænsninger på ytringsfriheden, udbredt korruption, kammerateri og nepotisme.

Almindeligt for rentier-stater er også de kortsigtede investeringshorisonter, sårbarheden over for omskiftelighed i råvarepriserne (eufori, når de stiger, og krise, når de bryder sammen) og en underudviklet, konkurrence-udygtig produktionssektor.

DAGENS RUSLAND ER et gigantisk råvarereservoir, og landets økonomi er meget afhængig af råvarer fra miner og boringer. Rusland er verdens største eksportør af olie og gas og sidder på over en fjerdedel af Jordens påviste gasreserver. Disse råvarer udgør over to tredjedele af landets eksportindtægter og er hovedkilden til statens indkomst.

Indvirkningen på regeringsførelsen er fuldstændigt forudsigelig. I 2011 placerede Transparency International Rusland som nummer 143 ud af 182 lande – på linje med Nigeria – på sin liste over ”korruptionstendens” og som nummer 182 ud af 210 på sin liste over ”korruptionskontrol”. Netop begrænsningen af korruption er en af Verdensbankens indikatorer for, hvor godt det går med regeringsførelsen. Med hen-syn til retssikkerhed har der kun været en minimal forbedring, idet Rusland nu ligger som nummer 156.

Imens falder infrastrukturen fra hinanden selv i den altafgørende udvindingsindustri, og produktionen er ikke konkurrencedygtig på internationalt niveau. Ruslands våbenindustri har mistet sin stærke position til Indien og Kina – lande, som i sin tid var dets to største kunder. Al den megen hype omkring nanoteknologi og et russisk modsvar til Silicon Valley til trods bruger Rusland kun en femtedel af, hvad USA gør, på forskning og udvikling – og en fjerdedel af, hvad Kina bruger.

Som andel af BNP er beløbet halveret siden begyndelsen af 1990’erne og ligger nu blot på en procent af bruttonationalproduktet. De forskere, som førhen var Sovjetunionens stolthed, er forsvundet – mange gange lokket væk af mere indbringende muligheder i hjemland eller udland.

Faktisk er de russiske universiteter så godt som fraværende på de globale rangliste: Kun to optræder på Shanghai Universitets top-500 – og helt nede i bunden af de 400, som The Times Tillæg om Videregående Uddannelse bedømmer. Rusland klarer sig dårligt med en 63.-plads i det Verdensøkonomiske Forums Indeks over global konkurrencedygtighed, hvor landet ligger bag alle i-landene og endog bag mange u-lande. Det samme gælder potentialet for innovation og teknologi.

ALLIGEVEL ER DER glimt af håb. Rusland er ikke længere bagud i forhold til verdens i-lande, hvad angår brugen af internettet, som har åbnet for uregulerede ytringer og tilladt brugerne at gå uden om de officielle – og i langt overvejende grad Putin-venlige – nyheds-medier. Derudover indgik Rusland for nylig efter langtrukne forhandlinger en aftale med Verdenshandelsorganisationen, WTO, om at blive medlem, hvilket forudsætter, at landet lever op til alle relevante forpligtelser omkring gennemsigtighed og handelsregler.

Men en omfattende omformning af Ruslands økonomi er fortsat tvivlsom.

En af landets førende uafhængige økonomer, Sergej Guriev, rektor for Den Nye Økonomiskole i Moskva, bemærkede sidste år nøgternt, at:

”Meningsfulde reformer virker højst usandsynlige – af den simple grund, at de ville skade Ruslands herskende eliters interesser. I ethvert ressourcerigt og udemokratisk land har den politiske klasse og de forretningsinteresser, som omgiver den, lidet eller intet incitament til at støtte stærkere ejendomsrettigheder, retssikkerhed og konkurrence. Sådanne strukturelle forandringer ville decideret svække elitens greb om den politiske og økonomiske magt. Status quo med uigennemsigtige regler, tilfældig beslutningstagning og umuligheden af at blive stillet til ansvar gør det muligt for folk i systemet at berige sig selv, især ved at opnå en andel af afkastet fra råvareeksporten.”

Når Rusland til jul markerer 20-året for Sovjetunionens sammenbrud, vil der være meget at fejre. Desværre vil alt det, der ikke har ændret sig siden sovjettiden, give masser af grund til fortrydelse.

Pierre Buhler er fransk diplomat. Han har udgivet bogen ”La Puissance au XXIème siècle” (Magten i det 21. århundrede).

© PROJECT SYNDICATE 2011

Oversat af Sara Høyrup