I den verserende debat om homoseksuelles mulighed for at indgå ægteskab i folkekirken er det blevet anført, at folkekirkeordningen pålægger bispekollegiet at udforme et vielsesritual. Når staten dikterer, må folkekirken levere.

Således udtalte biskop Karsten Nissen i sommer til nærværende dagblad, at hvis folketinget vedtager en lov, der tillader vielser af homoseksuelle i kirken, er folkekirkens biskopper som en følge af forholdet mellem stat og kirke nødt til at udarbejde et ritual.

LÆS OGSÅ: Da kirkeministeren tog folkekirken på sengen

”Det er Folketinget, der er folkekirkens synode, så længe vi ikke har en kirkeforfatning. Og når lovgiver bestemmer sådan, så skal vi udarbejde et ritual” (Kristeligt Dagblad den 28. juli 2011).

Samme påstand fremføres også i Politiken den 26. november, hvor biskop Elisabeth Dons Christensen er citeret for at sige: ”Det, Folketinget vedtager ved lov, må vi rette os efter”. Hun tilføjer dog: ”Men det er os, som laver ritualet – også sprogbrugen, for det er et indre anliggende”. Det lader også til at være kirkeministerens forventning, at folkekirken gør sin del af arbejdet for at føre regeringens politik igennem.

Men står der ikke i Grundlovens paragraf 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten?

Altså som et bestemt trossamfund, ikke som en amorf størrelse underlagt lovgivers vilkårlige luner og ideologi.