Medlemmerne har talt; over 80 procent har besluttet, at vi skal have en ægteskabslov, som ligestiller heteroseksuelle med homoseksuelle.

De valgte menighedsråd har ikke magtet at leve op til deres forpligtelse til at være repræsentative for sognene. Menighedsrådene har forhalet og forhalet beslutningen med adskillige krumspring i tæt samarbejde med ældre og venstre-konservative kirkeministre.

Ingen har rigtig noget imod homoseksuelle længere nu om dage, heller ikke Indre Mission; men de skal blot ikke ind i kirken, og de skal i hvert fald ikke giftes.

Alt det er nu snart forhåbentlig en saga blot, takket være en ung, moderne, resolut og konsekvent herlig kirkeminister i overensstemmelse med folkekirkens flertal.

LÆS OGSÅ: En kirke i takt med tiden på evangelisk-luthersk grund

De allersidste krampetrækninger går så på begrebet ægteskab. Ja, det må folkekirken jo selv ligge og rode med; hvis den fortsat vil bruge retten til at vie med juridisk gyldighed, så er den nødt til at acceptere, at det nu også fremover vil komme til at hedde ægteskab, når to homoseksuelle er gift med hinanden.

Vi bliver aldrig livsfæller eller lignede andre eufemistiske omskrivelser. Folket og ministeren kalder nemlig en spade for en spade, og så er den historie ikke længere.

Endelig kan vi så få lagt låg på en debat, som i så mange år har afsporet en saglig og ordentlig teologi om, hvordan man forkynder kristendommen i en moderne tid.