Hans Krab Koed |
7. december 2011
Folkekirken virker, fungerer og har det fint, skriver Hans Krab Koed, lektor ved UC-Syddanmark og formand for Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding
Medlemmerne har talt; over 80 procent har besluttet, at vi skal have en ægteskabslov, som ligestiller heteroseksuelle med homoseksuelle.
De valgte menighedsråd har ikke magtet at leve op til deres forpligtelse til at være repræsentative for sognene. Menighedsrådene har forhalet og forhalet beslutningen med adskillige krumspring i tæt samarbejde med ældre og venstre-konservative kirkeministre.
Ingen har rigtig noget imod homoseksuelle længere nu om dage, heller ikke Indre Mission; men de skal blot ikke ind i kirken, og de skal i hvert fald ikke giftes.
Alt det er nu snart forhåbentlig en saga blot, takket være en ung, moderne, resolut og konsekvent herlig kirkeminister i overensstemmelse med folkekirkens flertal.
LÆS OGSÅ: En kirke i takt med tiden på evangelisk-luthersk grundDe allersidste krampetrækninger går så på begrebet ægteskab. Ja, det må folkekirken jo selv ligge og rode med; hvis den fortsat vil bruge retten til at vie med juridisk gyldighed, så er den nødt til at acceptere, at det nu også fremover vil komme til at hedde ægteskab, når to homoseksuelle er gift med hinanden.
Vi bliver aldrig livsfæller eller lignede andre eufemistiske omskrivelser. Folket og ministeren kalder nemlig en spade for en spade, og så er den historie ikke længere.
Endelig kan vi så få lagt låg på en debat, som i så mange år har afsporet en saglig og ordentlig teologi om, hvordan man forkynder kristendommen i en moderne tid.
Fra at have været totalt dømt ude fra det gode selskab er vi nået dertil i dag, at vel næsten alle i Danmark mener, homoseksuelle også står under Guds velsignelse, og at kristendom og evangelium ikke handler om seksuel orientering, men om tilgivelse og næstekærlighed. Altså om hvordan vi mennesker forvalter vores seksualitet.
Som jeg tidligere har skrevet her i Kristeligt Dagblad, er der blandt mine studerende næsten aldrig nogen, som fatter, hvad kirken dog kan have imod det homoseksuelle ægteskab. Som underviser kan jeg selvfølgelig redegøre for forskellige teologiske syn og kirkens enhed og fællesskabet med de afrikanske kirker, og det er da også meget interessant, men måske kunne der findes bedre emner til undervisningen i stedet for atter en gang at skulle forklare og undskylde kirkens afvisning.
Så tak til det danske folk, som har besluttet, at nu kan det ikke vente længere på gamle menighedsrådsmænd og -kvinder, endsige konservative borgerlige kirkeministre. Demokratiet i folkekirken virker, og undervisningen i kristendomskundskab kan komme til at handle om andet end sex.
Hans Krab Koed,
lektor ved UC-Syddanmark,
Formand for Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding,
Medlem af styregruppen Frit Forum for Folkekirkens Fremtid,
Christiansholmsvej 2,
Vamdrup
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad