Rollemodel i skurkerollen

”Gudstjenesten er jo en form for iscenesættelse, og det er et problem for mig. Jeg har prøvet at gå ind gennem porten til det kollektive projekt, og jeg har aldrig fortrudt det, når jeg har været i kirke, men mit behov for en menighed får jeg opfyldt gennem mit ædru fællesskab. Dog har jeg altid vidst, at en ritualisering er altafgørende for at holde sig selv i sin åndelighed og forny den. Man skal holde sig selv fast på en praksis, ellers går det som med så meget andet i livet. Så forsvinder det bare. Man kan nævne den lille iagttagelse, at man ikke beder en bøn, fordi man tror. Man beder en bøn for at komme til at tro. Det tror jeg for mange kan være forløsende.”

Men lad os lige holde fast i dogmatikken. Af ren nysgerrighed vil jeg gerne vide, hvad Michael Falch midt i sin tro på betydningen af Kristus egentlig stiller op med de store paradoksale elementer i kristendommen, der så udpræget provokerer vores rationalitet. Og utvivlsomt bidrager til, at mange har det svært med folkekirken, eftersom dogmerne herinde har et liv. Ikke mindst i trosbekendelsen.

”I nogle år var jeg ked af ikke at kunne få for eksempel jomfrufødsel og opstandelse ind i min forestillingsverden på en ægte måde. Og jeg kan ikke kalde mig kristen, før jeg kan skrive under på trosbekendelsen.”

Det er der jo mange, der ikke kan, sådan ord for ord.

”Så du mener, at jeg tager den for alvorligt!”

Nej, det gør du bestemt ikke, men du stiller meget høje krav.

”Ja, men jeg er jo også stødt på Søren Kierkegaard, og når end ikke han ville kalde sig kristen, hvordan skulle jeg så kunne? Samtidig skal vi jo huske, at Gud var der før kristendommen og kirken, og det giver en frihed til at lade sig grunde i noget mere spirituelt. Det ændrer dog ikke ved, at jeg sætter stor pris på kirkerummet som det sidste frirum, der er tilbage til menneskene. Herinde kommer vi i nærheden af noget, vi ikke mærker til daglig, og uanset hvor ateistisk man kan føle sig, er det min oplevelse, at alle har en fornemmelse i sig, som er i det rum, hvor Gud bor.”

Jeg vil bede Michael Falch om at forholde sig til spørgsmålet om øjeblikket. Det berømte og intense øjeblik, hvor den enkelte om og om igen skal afgøre, hvem man er, og hvordan man forholder sig til den anden. Det etiske, med andre ord. For spørgsmålet er vel, hvem eller hvad der bestemmer præmisserne for ens fokusering og prioritering i dette øjeblik, hvis man blot holder sig til sin egen lille praksis og ikke underlægger sig de formuleringer, der udgør kristendommens dybe, forpligtende rodnet.

”Er der noget, jeg har dyrket, så er det netop øjeblikket – den måde, man i rock and roll og også i eksistentialismen dyrker øjeblikket på, og for mig gik det helt over gevind. Jeg har været i ekstremer med hensyn til at suge alt livet ud af det ’nu’, som om der ikke fandtes noget i morgen. Det er en desperat måde at leve på, og det er tidsånden for fuld skrue. Det er det, jeg angriber. Hele den enorme fokusering på nuets kraft og den narcissisme, der har præget mit liv, og som er en mentalitet, der jo lyser ud af ethvert reality-program og i coaching og selvhjælpsbøger. Alt det har vi ikke for alvor fået problematiseret endnu. Man skal omtænke ’nuet’ og gå fra at være nyder til yder, og det skal komme af lyst. Pligt skal være lyst. Dette må være idealet. Alt, hvad Jesus bliver citeret for, er jo så ultimativt og radikalt, at ingen kan leve op til det, men jeg skal have provokationen. Jeg ved, at jeg selv har lang vej hen til, hvad jeg forestiller mig om at være menneske, og nogle af os er jo mere sorte får end andre. Samtidig må jeg erkende, at jeg dybest set ikke har ret meget fidus til, at mennesker er ret kloge på deres egentlige motiver. Der er så meget blind vinkel i vores måde at se livet og os selv på. Og noget af det helt besynderlige ved os er, at uanset hvor laset, utroværdig og elendig vores livssituation er, så prøver vi at sælge vores liv til andre. Det er en ruin, vi vil sælge, som om det var et palads. Jeg tror, at evig styrke er meget få beskåret. Nogle kan måske slippe igennem uden at opleve store nederlag og smerte, men jeg tror, at de fleste møder et sammenbrud, hvor man oplever sig selv liggende på knæ, grædende. Helt fysisk. Hulkende i fortvivlelse.”

Enhver, der kender Michael Falchs musikalske univers, ved, at han altid har haft skrøbeligheden ved sin side. Fordi livet kan føles så porøst og svært at udfylde, og fordi det er vanskeligt med sikkerhed at skelne mellem realitet og illusion. Samme univers af drømmen om sjæleligt fundament og drypvis selverkendelse træder frem i bogen, hvor Falch inspireres af alt lige fra fuglene uden for vinduet og isolationen efter en skilsmisse til poetiske og åndelige mestre som sangskriver Sebastian, forfatter Henrik Pon-toppidan og den gudfrygtige Frans af Assisi. Han er kommet nærmere en forståelse af, at det, han tidligere i livet opfattede som de kedelige mennesker, der ikke som han levede i nuet, på gaden, midt i det såkaldt virkelige liv, snarere kan ses som dem, der på længere sigt kan komme i berøring med livets mening

”Jeg tror, at mennesker med mere sund fornuft end mig nok på kort sigt opnår færre ekstreme oplevelser og mindre intensitet, men til gengæld har de et meget mere tilfredsstillende liv med dybere balance, hvor de får kompenseret for de yderpunkter, de ikke fik besøgt som yngre. Kedelige mennesker har en større forståelse for ikke at skulle fylde mere end højst nødvendigt og lade andre fylde i stedet. De er klart mindre forfængelige, og de kedeligste bliver de lykkeligste i længden. Jeg vil gerne blive meget mere kedelig, end jeg er nu”.