Peter Dürrfeld |
7. december 2011
Klassisk musik
Fem stjerner ud af seks
Moden Mozart
Overskriften skal forstås på to måder: Det var en modnet og mere alvorlig Mozart, der i sommeren 1788 under mystiske omstændigheder komponerede sine sidste tre geniale symfonier, og det er en erfaren og dybt indsigtsfuld Claudio Abbado, der på DGG Archiv giver sit nyeste bud på den 39. og den 40. symfoni – sammen med de håndplukkede musikere i Orchestra Mozart med base i Bologna.
Det er uhyre fokuserede fortolkninger, mættede af alvor og skønhed. Abbado er nok ældet af år (78) – og som følge af eftervirkningerne af en alvorlig sygdom – men han er stadig ultraskarp og har for få måneder siden erklæret, at han er ved godt helbred. Hans Mozart-symfonier fejler i hvert fald ikke noget og glider med største selvfølgelighed ind i toppen af et marked, hvor der findes mange attraktive indspilninger. Hans version af nummer 39 har alle de kvaliteter, der kendetegner den sene Mozart.
Den amerikanske musikforsker H.C. Robbins Landon skrev om Mozarts sidste tre symfonier (nr. 41 har Abbado tidligere indspillet på en anbefalelsesværdig dobbelt-cd sammen med nr. 29, 33, 35, 36 og 38): ”I de sidste tre sym-fonier får vi en slags fugleperspektiv over Mozart som skabende musiker. Fra varmen og den efterårsagtige skønhed i den 39. symfoni i Es-dur ... glider vi ind i en angstfyldt og frenetisk verden med nr. 40 i g-mol.”
Læserne vil sikkert have forstået, at det ikke er det løsslupne legebarn Mozart, man bliver præsenteret for i disse fremragende Abbado-indspilninger. Sjældent har jeg hørt Mozart-symfonier med så lidt pjank i. Det giver dem en nærmest definitiv karakter, selvom man netop med Mozart-fortolkninger altid skal være beredt på overraskelser. Det byder Abbado også på, for om nr. 40 hører det med til historien, at den italienske maestro har valgt at spille den i versionen med klarinetter – de blev tilføjet i 1789 eller 1790, sandsynligvis af Mozart selv. Desuden medtager han alle repetitioner i andensatsen. Det medfører, at denne alvorlige andante sniger sig op på næsten 14 minutter, men det er i sammenhængen ikke ét minut for meget.
Tre stjerner ud af seks
Goldberg-variationerne for strygetrio
Bachs Goldberg-variationer anses med føje for et af nøgleværkerne i klaverets lange historie. Han skrev dem så sent som i 1742 – angiveligt til sin elev J.O. Goldberg, hvis adelige protektor havde det med at lytte til musik som middel mod søvnløshed. I 1985 omskrev den russiske violinist Dmitrij Sitkovetskij Goldberg-variationerne til strygetrio, dels i anledning af 300-året for Bachs fødsel, dels til minde om den legendariske canadiske pianist Glenn Gould, der i 1982 døde af en hjerneblødning i en alder af 50 år. Gould opnåede verdensry for sine to indspilninger af netop Goldberg-variationerne, både den første i 1955 og den anden i 1981. De to versioner er i øvrigt ret forskellige.
Men her er det Leopold String Trio, der kaster sig ud i variationerne og er fem kvarter om at komme tilbage til udgangspunktet, den såkaldte ”aria”, der indleder værket.
Indimellem er der så de 30 variationer. De tre musikere Isabelle van Keulen (violin), Lawrence Power (bratsch) og Kate Gould (cello) gør, hvad man med rimelighed kan forlange, violinisten er end-da i flere variationer nærmest for ihærdig, så den særegne magi over dette mesterværk fortoner sig i hendes energiske spil, og de to andre skal jo følge med.
Der findes en del an-dre eksempler på besynderlige ”arrangementer” af store mestres udødelige værker – med Beethovens livsalige violinkoncert arrangeret for soloklarinet som det måske grelleste tilfælde.
Leopold String Trios nye skive er af den slags, man sikkert vil vende tilbage til, hvis man vil have noget velgørende Bach kørende som en slags lydtapet i baggrunden – men hvis man vil lytte til de autentiske Goldberg-variationer, kan man med stort udbytte ty ikke blot til Glenn Gould, men sandelig også til Christina Bjørkøes skønne indspilning fra 2000, som blev udgivet af Classico og snart blev et ”Geheimtipp” for mange Bach-elskere i Danmark.
Den er unægtelig en af den slags hemmeligheder, man med største glæde deler med andre.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad