|
7. december 2011
Line Baun Danielsen, der fylder 50 år i morgen, har arbejdet for både TV 2, TV 3 og DR. Men egentlig kom hun til tv ved et tilfælde
Line Baun Danielsen er flere gange kåret som årets bedste kvindelige tv-vært, og hun har gennem årene kigget ind i de danske stuer, uanset om man har zappet rundt på TV 2, TV 3 eller Danmarks Radio og sat sig for at se sport, nyheder, valg, OL, Tour de France eller fest hos de kongelige.
LÆS OGSÅ: Kugleregn og kongebryllupHun har også været vært i programmer som ”Linen Ud”, ”Mors Hammer” og ”Roomservice” på TV2, ”Line’s” på TV 3 og ”Sporløs” på DR1.
Men det var et udslag af tilfældigheder, at Line Baun Danielsen overhovedet kom til tv. Sportschef Jørgen Steen Nielsen var forud for TV2’s premiere den 1. oktober 1988 til møde med Danmarks Ishockey Union og fortalte formanden, Ejvind Olesen, at han manglede kvindelige studieværter.
Olesen nævnte en ung kvinde, der sad i ishockeyunionens bestyrelse, og hokus pokus, så var vejen banet for et karriereskifte af de mere markante. Hun faldt hurtigt til på tv, selv om hun ikke har nogen journalistisk uddannelse, men hun var til gengæld udstyret med et naturtalent og et stort gåpåmod.
Line Baun Danielsen er født og opvokset i Hillerød og arbejdede nogle år for sprogskolen Berlitz i Stockholm. Samtidig spillede hun ishockey. Tilbage i Danmark var hun med til at oprette et kvindeligt ishockeylandshold og har spilet 33 landsholdskampe.
I 2006 blev hun vært for ”Go’ Morgen Danmark” sammen med Ole Stephensen, men i 2008 ville TV 2 have yngre værter på skærmen. Makkerparret blev fyret. Det var en rasende Line Baun Danielsen, der efter 20 års arbejde forlod tv-branchen. I stedet blev hun iværksætter og etablerede først LBD Kommunikation og senere iværksætterportalen Ready-Set-Grow.biz.
I august i år vendte hun tilbage til tv som vært for regionalstationen TV2/Lorry to dage om ugen, og resten af sin arbejdsuge bruger hun især på iværksætterportalen.
Line Baun Danielsen, der tidligere har været gift med fodboldspilleren Jan Bartram, bor i dag i Gentofte med sine to sønner på 15 og 10 år./ritzau/