7. december 2011
Samtidig med kirkelukning skal der nu bygges ny kirke til 100 millioner kroner. Nye bydele kræver nye kirker, lyder forklaringen
Trods faldende medlemstal vil folkekirken bygge en helt ny kirke til 100 mio. kr. i hovedstaden. Kirkeministeren støtter projektet,
skriver Berlingske.
Om tre til fem år vil en ny kirke knejse på Teglholmen i Sydhavnen, hvor en bydel er opstået med 5.000 beboere. Dermed bygger folkekirken i hovedstaden for første gang helt nyt, siden Tingbjerg Kirke åbnede i 1983.
LÆS OGSÅ: Kirkelukninger er uundgåeligeProjektet har længe været et lokalt ønske og blev i sidste uge formelt vedtaget af det såkaldte budgetudvalg under den københavnske folkekirke. Her er medlemstallet ellers faldet i årevis, og kun seks ud af ti københavnere er med i folkekirken. I runde tal har kirken kun halvt så mange medlemmer som i 1950ernes København.
»Vi er nødt til at flytte kirken hen, hvor befolkningen er. Beslutningen skal også ses i lyset af, at Sjælør Kirke i en anden del af Sydhavns Sogn er lukket, ligesom der er indledt en proces om at lukke ni folkekirker i København ud af 70,« siger Torben Larsen, formand for budgetudvalget til Berlingske.
Kirkeplanerne på Teglholmen får støtte af kirkeminister Manu Sareen (R).
»Når der opstår nye byområder, er det en god, gammel tradition, at de lokale kirkemyndigheder overvejer, om der er behov for at bygge en kirke. På den måde er en meget stor del af de danske kirker blevet til - også i København. Man kan sige, at kirken er flyttet med folket,« siger ministeren til Berlingske.
Han kalder det »naturligt og fornuftigt,« at folkekirken samtidig overvejer at lukke kirker i bydele med faldende indbyggertal.
Torben Larsen fra budgetudvalget anslår, at der omkring 2015 kan blive holdt den første gudstjeneste i den kommende kirke i det tidligere industri- og havneområde. Til den tid kan indbyggertallet være fordoblet til 10.000.
Første skridt bliver en arkitektkonkurrence baseret på planskitser fra tegnestuen Arkitema.
Tanken er, at et nordvestligt hjørne af halvøen Teglholmen bliver omdannet til to små øer ved at grave flere kanaler. Kirken skal ligge i den sydlige ende af en boligkarre, helt ud til to nye kanaler nord for Teglholmsgade - en placering som svarer til Holmens Kirke midt i København.20 færre kirker om ti år
Kirkens københavnske kassemester er ikke nervøs ved at investere cirka 100 mio. kroner trods det vigende medlemstal.
»Vi har sparet op gennem nogle år, og vi har et årligt anlægsbudget på 60 mio. kroner til de københavnske kirker. De er generelt velholdte, så vi kan godt trække penge herfra. Desuden har vi mulighed for lånefinansiering,« påpeger Torben Larsen.
Ifølge Gert Blak Mogensen, budgetprovst i København, er det også tænkeligt, at fonde vil spæde til.
På lidt længere sigt kan folkekirken i hovedstaden spare penge, fordi der formentlig bliver færre kirker.
»Vi har peget på ni kirker, og det er kun første omgang. Mit bud er, at 20 kirker skal tages ud inden for højst ti år. Det er vi simpelthen nødt til. Men det kirkelige liv skal ikke blive mindre,« siger budgetformand Torben Larsen.
Omkring 1900 gennemlevede hovedstaden et kirkeboom, efter at befolkningstallet var eksploderet. I dag er der god plads på mange kirkebænke, men det er kompliceret at nedlægge kirker, blandt andet fordi de lokale menighedsråd i øjeblikket har noget nær vetoret.
Da Sjælør Kirke lukkede for tre år siden, blev den overtaget af kristne KFUM-spejdere, og flere steder er det på tale at overdrage kirker til kristne indvandrere og flygtninge. På landsplan findes omkring 2.350 kirker, og mange af dem er adskillige århundreder gamle, skriver Berlingske.
KILDE: Berlingske