Aktivisterne ved COP17 i Durban råber igen og igen, »hvor er pengene?« Og spørgsmålet er helt afgørende.

For der findes allerede adskillige fonde og pengetanke, der i teorien skulle afhjælpe ulandene med effekterne af de igangværende klimaforandringer.

Der er blandt andet en fond specielt for verdens 48 fattigste lande - de såkaldte LDC lande (least developed countries). Men fonden er gabende tom.

LÆS OGSÅ:  Klimablog: Verdens fattigste råber om hjælp

Der finde også en fond, der skulle hjælpe ulandene med at tilpasse sig det omskiftelige klima. Den er også tom.

Og lige nu er det vigtigste emne ved klimatopmødet en grøn fond, der i perioden 2013 til 2019 skal finansiere klimaaktiviteter i verdens fattigste lande. Men den er tom.  

Derfor fylder forhandlingerne og de mange fonde og få penge en god del i Durban. Det eneste, der er enighed om, er, at man må arbejde videre med ideerne. Og sådan har det været siden klimatopmødet i København for to år siden. 

I dag holdt Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, en tale, hvor han udtrykte sin dybe skuffelse over, at ulandene stadigvæk ikke har set meget til den klimafinansiering, som de rige lande lovede i København. Og Meles Zenawis frustration deles af mange. Ingen er imod fonde, men mange ulande føler, at de år efter år bliver snydt.

Jeg er enig. Det minder om gammeldags plattenslageri, når man gang på gang sælger en idé om fællesskab og ansvar, men altid undskylder sig igen, når regningen skal betales.

Mattias Söderberg er klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Igen i år deltager han som lobbyist ved FN´s Conference of Parties, der er det 17. klimatopmøde i rækken