Kroppen og kristendommen

Hvis der skulle uddeles en pris for årets grimmeste bogomslag eller den mest umulige bogtitel, så ville ”Kroppens teologi – teologiens krop” med dens karrygule omslag og sært ætervadende titel være en oplagt kandidat. Selvom man interesserer sig for teologi, så er dette en bog, der er fristende at lade ligge, hvad enten man ser den hos boghandleren eller på bibliotekets hylde.

Men det er måske en fristelse, man bør overvinde, for den giver os syn og sans for sammenhænge, som vi ikke før har agtet på.

LÆS OGSÅ: Danskere smykker sig med religiøse tatoveringer

Var det Albert Einstein, der sagde, at kroppens eneste opgave er at bære hovedet? Antologien, redigeret af Kirsten Busch Nielsen og Johanne Stubbe Teglbjærg, viser, at der er meget mere at sige om kroppen. Selvom bogens første bidragyder, René Rosfort, kan meddele, at ”størstedelen af os ved ikke, hvad der foregår i vores krop”, så gør bogen alligevel én klogere på det i teologisk henseende. Således trækker Mads Peter Karlsen interessante paralleller mellem teologi og psykoanalyse: ”Teologien og psykoanalysen er i udgangspunktet enige om, at mennesket, som Freud gang på gang understreger, er et væsen, der grundlæggende set er i konflikt med sig selv, fremmedgjort fra sig selv, et splittet væsen eller, teologisk talt, et syndigt væsen”.

Arne Grøn leverer et af bogens bedste bidrag, idet han nærlæser Primo Levis vidnesbyrd fra Auschwitz, men i stedet for at beskrive rædslerne i kz-lejren, så fremdrager han de russiske befrieres skamfulde reaktion, da de får øje på de fornedrede fangers fremtoning, for ”i skammen over skamløshed ligger den indsigt, at gerningsmanden selv har fået sig til at gøre det, som han har gjort. Det reflekteres i det gådefulde spørgsmål: Hvordan har det været muligt at gøre dette?”. Og det spørgsmål har jo ikke tabt i aktualitet.