Ved ikke om jeg græmmes mest eller må ryste på hovedet.
Som kørestolsbruger uden endelig diagnose og på vidregående uddannelse må jeg sige at det er en gang tåbelig ansvars fra skrivelse.
Handicaptilæg er ikke noget must for at ville, det er ikke et krav at have nyt smart tøj og de studerne uden fritidsjob( og de findes i stort mål) spare sjovt nok også op til studieture og andet.
At der kan mangle udstyr på uddannelses stederne er noget andet, men jeg mangler stadig at se andre handicappede i de studie omgivelser jeg færdiges i så hvorfor skulle de dog investere i noget der ikke er behov for?

Jeg oplever stor hjælpsomhed både fra studiet og mine medstuderne, og set fra min stol handler det mere om at de handicappede ikke ser sig som ofre og ynkelige men som alle andre, og er stolt af det.
Det handler om villje ikke penge eller udstyr, hvis man ikke vil så kommer man aldrig nogle steder, handler om at tage ansvar for eget liv.
Største hindring er den som lægges i hovedet på den enkelte, ikke hvad andre ligger for en.

Jesper Jepsen

At der kan mangle udstyr på uddannelses stederne er noget andet, men jeg mangler stadig at se andre handicappede i de studie omgivelser jeg færdiges i så hvorfor skulle de dog investere i noget der ikke er behov for?

Men er det ikke netop hønen-og-ægget-problematikken - hvad kom først? For nej, der er jo netop ikke mange studerende med et handicap, fordi de ikke kan gennemføre pga. manglende tilgængelighed - en tilgængelighed som først skal komme, når de studerende med handicap dukker op - som aldrig dukker op pga. manglende tilgængelighed?

Jeg er til gengæld helt enig med dig i, at personer med handicap ikke skal/må se sig selv som ofre - og netop derfor synes jeg heller ikke, at det udelukkende skal handle om, hvorvidt man tilfældigvis studerer et sted, hvor der er stor hjælpsomhed - det er en menneskeret at tage en uddannelse, og mener ikke, at det skal bæres igennem udelukkende af hjælpsomhed og almisser, for at sætte det på spidsen.

Hej Jesper!
Først og fremmest tak for dit indlæg! Vi mener i SUMH, at dette emne er enormt vigtigt. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at du involverer dig.

Det er fantastisk, at du selv er nået dertil, hvor du er, men desværre er det ikke alle unge mennesker med handicap, der står i samme situation som du.

Vi kan hurtigt blive enige om, at vilje er vitalt, om så man ønsker af sig selv, sit liv og i forhold til, hvad man heraf opnår. Ofte er det dog ikke viljen, der mangler hos unge med handicap som ønsker at gennemføre en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse.

Handicaptillægget kan, som du ganske rigtigt påpeger, ikke ses som et must for at ville, men for mange unge med handicap vil det være et must for at kunne. Disse unge ønsker som de fleste, at uddanne sig og bidrage aktivt på arbejdsmarkedet – så de netop ikke behøve at føle sig som en del af en kræver-mentalitet eller et offer, fordi de ikke kan bidrage aktivt til samfundet og deres omverden.
Derfor er det utrolig trist, at vi i SUMH hører om mange tilfælde, hvor økonomien er en begrænsende faktor i et sådant omfang, at der end ikke er råd til at uddanne sig.
Mange unge med handicap kommer, grundet de udfordringer der følger med et handicap, først i gang med en uddannelse når de er i midten af 20’erne. På dette tidspunkt er mange flyttet hjemmefra, hvilket forøger leveomkostningerne betydeligt.
Desuden bør man også tænke på de unge, der er udeboende. At påstå, at man blot kan spare sammen til tøj, studieture mv. er en negligering af de udeboende unge med handicaps økonomiske udfordringer. Det er i vid udstrækning nødvendigt, også for unge uden et handicap, at have et fritidsjob for at kunne forsørge sig selv som udeboende på en ungdomsuddannelse.
Er man grundet økonomiske omstændigheder ude af stand til at flytte hjemmefra, da forsvinder en god chance for at tage ansvar for sit eget liv, hvilket du ellers efterspørger, sammen med chancerne for at få et fritidsjob.
Når der ikke færdes mange unge med handicap i dit studiemiljø er det netop et udtryk for, at der ligger mange begrænsninger til hinder for at påbegynde en videregående uddannelse. Fraværet af unge med handicap på din uddannelse, kan dog ikke nødvendigvis ses som et udtryk for, at unge med handicap ikke findes på uddannelsesstederne. Ikke alle handicaps er synlige, så derfor kan der
sagtens være flere unge med handicap end man umiddelbart går og tror. Men tænk hvis der var endnu flere, til gavn både for dem selv og samfundet!

SUMH’s forslag om handicaptillæg på ungdomsuddannelser omfatter ikke et handicaptillæg i samme størrelsesorden som på en videregående uddannelse. Derimod mener vi det bør justeres, så det passer til en normal indtjening for en studerende på ungdomsuddannelse med fritidsjob. På denne måde afspejler tillægget, ligesom handicaptillægget på videregående uddannelser, indtjening for personer uden funktionsnedsættelse i samme aldersgruppe og situation.

Handicaptillæg på ungdomsuddannelser skal ses som et forslag, der skal bane vejen for de som har viljen – ikke som en ansvarsfraskrivelse.
Dette forslag skal netop sikre, at så mange unge med handicap som muligt kan tage ansvar for deres eget liv og det samfund vi alle lever i. Dette er en investering i medborgere og fremtid.

Sammenslutningen af Unge Med Handicap
Forkvinde Isabella Leandri-Hansen,