Søren Hermansen |
8. december 2011
Norsk debutfilm med forbløffende nåde over det knudrede menneskeliv
Filmen ”Sygt lykkelig” har premiere her i adventstidens begyndelse, men der er tilsyneladende ikke meget hygge og idyl over livet i Nordnorge, hvor sneen ellers ligger smukt og dekorativt over landskabet. Her bor Kaia og Eirik med deres søn Theodor.
Kaia er en sød umiddelbar kvinde, der bare ønsker at leve et lykkeligt liv, men det halter noget, idet hendes mand hverken gider tale eller elske med hende. Han bærer på en hemmelighed i sit sind.
LÆS OGSÅ: Når lyset bryder frem
En dag flytter et jævnaldrende par, Elisabeth (velspillet af danske Maibritt Saerens) og Sigve, ind i nabohuset med deres adoptivsøn, den mørke Noa. Kaja modtager dem med en overstrømmende venlighed. De nye naboer er i hendes øjne det perfekte par, der oven i købet synger i kor – noget Kaia altid har villet, men ikke turdet. Hun er, får vi senere at vide, vokset op i forskellige plejefamilier og higer efter et almindeligt liv med børn og gode traditioner. Nu flytter der så et perfekt par ind ved siden af, men det viser sig snart, at det nye par ikke er så perfekt, som hun formoder. En lørdag sidder de fire og spiller et ”Kend dit parforhold”-spil, og så rasler skeletterne ud af skabet. Kaia og Eirik har ikke haft sex et helt år, og heller ikke Elisabeth og Sigves forhold er godt, idet hun har været ham utro. De er kommet til Nordnorge for at hele deres ægteskab, men det går noget trægt. Han kan ikke glemme hendes affære, og hun synes ikke, han er meget værd. Der er på det følelsesmæssige og det seksuelle plan lige så meget vinter mellem parterne, som der er vinter over landskabet.
Hele denne vintertilstand brydes, da Kaia og Sigve indleder et forhold. Det får konsekvenser for alle parterne. Det overraskende ved Anne Sewitskys debutfilm er, at hun lader det, der kunne ligne et klassisk skandinavisk parforholdsdrama med dystre og tunge udgange, blive til en varm og smuk historie, der helt rimer med den egentlig pointe i julens beretning. Det kor, som Elisabeth og Sigve begynder i efter deres ankomst til byen, skal øve op til juleaftens gudstjeneste. De tager Kaia med i koret, og det viser sig, at hun faktisk godt kan synge. De skal blandt andet synge ”Amazing Grace” juleaften, og Kaia skal synge solo!
Kan De huske første vers fra den salme: ”Amazing Grace how sweet the sound, that saved a wretch like me. I once was lost but now I am found, was blind, but now I see.” (Forbløffende nåde, hvor smukt er dét, der frelste et vrag som mig. Jeg var fortabt, men nu er jeg fundet. Jeg var blind, men nu ser jeg). Det er den nåde, der er på spil i denne sur/søde komedie, der rummer både smerten, glæden og forløsningen. Selv de to drenge oplever det, på trods af at Theodor udvikler et mærkeligt sadistisk forhold til Noa.
Filmen er ikke en traditionel julefilm, men den slår på en skæv måde julens strenge an. Alle kommer ud af det med et stykke ”amazing grace” i øjet – de bliver alle ”fundet og seende”.
kultur@k.dkSygt lykkelig. Instruktion: Anne Sewitsky. Norge 2011. Vises i tre biografer.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad