Du milde hvor er det en god kronik! Her drejer det sig om ægte og dybt alvorlige problemer, som har fatale følger på alle områder i vores samfund. Imens lytter vi til politikerne, der tror alle problemer vil blive løst, hvis bare økonomien kommer op igen - som før, da vi havde det kvalmende overforbrug. Det er ligesom blevet livets mening.

britt skrev:

Den bliver vist ikke populær hos den herskende "avantgarde". Lad mig bare tilføje, at den sociale virkelighed er blevet LANG mere indviklet i de seneste årtier. Det giver en længere, og måske umulig modningstid for en person at komme på niveau med omgivelserne - altså de samfundsmæssige.

Ulykkeligvis er der samtidig, som artiklen er inde på, sket et tab i privat tid til disposition.

En bevidst modvirken kunne f.eks. være at danne grupper af personer, hvor der er forskellige der følger med i hver sit område af samfundet, og så kan man indhente hjælp hos hinanden. Og også søge hjælp hos andre grupper, idet man jo i et speciale kommer i kontakt med andre med specialer. Det fungerede jo udmærket under krigen med at få skaffet ting, man manglede. Her er det så sociale værktøjer.

Som det er nu, forskubbes balancen mellem offentlig administration og personligt selvværd og -respekt til fordel for det offentlige. I tilfælde af krise, f.eks. økonomisk, er der så ikke noget at falde tilbage på. Der er kun ledende papegøjer af den menneskelige slags, der kan udstede paroler eller lire generaliserede erklæringer af.

Mit indtryk er, at mange unge er stået helt af og anser os ældre som ofre for en art ubehageligt selvbedrag. Noget man desværre ikke reagerer rationelt på. Hverken dem eller de fleste af os andre.

Jørgen Christensen skrev:
Du har ret! Det er gået den forkerte vej i alt for lang tid. Lone skriver i sin kronik, at arbejdet er blevet Gud, og det er kun alt for sandt. Hvad bliver der så tilbage af tid til familieliv og børneopdragelse.
Før i tiden havde man - som du skriver - langt mere selvværd og respekt. Man lod sig ikke manipulere af arbejdsgivere, som det hele tiden sker i dag. Disse har jo købt selve folkets sjæl med coaching ol. til afhjælpning af stress. Folk ser det normalt at arbejde over og tage det med hjem, for de lever for deres arbejde og arbejdsgiver. At sige nej og fra er virkelig ikke velset og kan føre til fyring, ligesom sygdom kan det.
Jeg kender en yngre sygeplejerske med to mindre børn. Hun fortæller, at deres fagforening er imod deltidsjob og de skriver i fagforeningsbladet, at ingen skal finde sig i det. Virkeligheden blandt kvindens kolleger er, at de ønsker deltidsjob, og når der er én, der er så heldig at få et sådant, sukker de: "bare det var mig".
Før i tiden var det helt almindeligt, at mødre arbejdede på halv tid, for prioriteterne var helt anderledes. Man arbejdede for at leve. I dag lever man for at arbejde. Så ja! Selvværdet er forsvundet.
Sygeplejernes fagforening er faktisk en skandale, som vi også har set i medierne. Der sidder pampere med tårnhøje lønninger, og de er da ligeglade med de menige sygeplejerskers interesser. Man har ansat benhårde manipulatoriske ledere mange steder, og kan man ikke klare mosten - som f.eks. ved sygdom - ja så bliver man fyret. Hvad er det for en fagforening, der ingenting gør i sådanne sager?

Selve måden at tænke på er også forringet. En specialist inden for det offentlige sygehusvæsen fortalte mig, at nu var patienterne ikke længere personer eller mennesker. Nej, det hedder en "sygdomsbærer" og hans opgave er udelukkende at bekæmpe sygdommen.

Det er et af de mere bizarre udslag af kvalitetskontrol. For overordnet skal man opgøre succes eller fiasko, og så er det nemmere, når man har foruddefinerede synsvinkler fra oven mht. "kvaliteten".

For nylig berettede en skribent på disse sider også hvordan kvalitetskontrol samlet havde forringet kvaliteten af rengøringsarbejdet. Også her er det kun ledelsens udvalgte kriterier, der tæller.

Det er også velkendt at de store "fremskridt" med administration i de senere tiår har reduceret det faktiske arbejde med klienterne, f.eks. i hjemmehjælp.

Er det ikke sådan, at MENINGSFULDHED eliminires til fordel for en art bureakratisk onani?

En arbejdsløs fik at vide af sin konsulent, at hun burde lave et projekt for sig selv med hvordan hun kunne komme i arbejde.

Det gjorde hun over nogle uger, og mødte så op til sin kontrollant med en hel lille mappe.

Kontrollanten kiggede slet ikke på papirerne, men skubbede dem til side og fortalte klienten, hvad hun skulle sættes ud i.

Det er vel ret indlysende, for os fossiler, der kendte til levende mennesker og personer, at dette ikke er godt for klienten som menneske. Men man SKAL vel se det fra kontrollantens ("vejlederens") side: hun har ikke tid, og måske heller ikke evner, til at sidde og gennemlæse og vurdere sådanne udredninger. Og desuden kan hun selv komme i klemme, hvis det så løber ud i sandet. Så hvad gør en god medarbejder så? Nedværdiger klienten og bevarer organisationens selvimage.

Det er et enormt kollektivt selvbedrag, DK er hoppet med på. Vores force var fornyelse og initiativ og små virksomheder. Men nu er det bare stordrift, der er det rigtige.

Og det er bestemt ikke sagligt udvalgt. En multinational korporation som IBM har jo også en multiniveaudelt administration. Men her har man teams. Og en teamleder med måske 7 personer direkte under sig har et direkte ansvar for, om hans underordnede følger regler og hensigter. Han SKAL i princippet vide, hvad der foregår, også set udfra klienternes synspunkter.

Hos offentlig administration drejer det hele sig om de overordnedes synspunkter. De ved nemlig også, hvad det er, kunderne bør have. Og det bliver så til: SKAL have. Et reelt diktatur, der selv vælger, hvad det vil betegne sig som. Den ultimative sejr for nutidens elite indeholder robotter og ikke mennesker i samfundet. Der foregår en klar elitisering i den vestlige verden, som med økonomiske, og ofte militære, midler breder sig som en pest over hele jordens befolkninger.

Interessant kronik med en kvinde der ikke er bange for at sige tingene ligeud!
Via mit job som koordinator for en social frivillige organisation, hvor vi støtter børnefamilier med frivillige familievenner kan jeg desværre nikke genkendende til ovennævnte beskrivelse af familielivet i Danmark idag - børnefamilier er de nye udsatte! Mange er ensomme og uden kontakt til egen familie - mange mangler det netværk, der burde støtte op om familien for at få det hele til at hænge sammen, der stilles alt for høje krav til familien - både inde og udefra etc etc..
Den gode nyhed er, at der ofte ikke skal så meget til for at rette op på "elendigheden" - bare vi lærer at stå sammen og give hinanden en hånd.
"Det kræver en landsby at opdrage et barn" siger et gammelt afrikansk ordsprog - så sandt .. Så lad os sammen tage et ansvar og få omsorgen tilbage i familielivet!
vh Lone - koordinator for Home-Start Familiekontakt, Kbh

Lone skrev:

Fint nok, men synes du ikke også disse administratorer skulle pålægges selvkritik, åbenhed og ansvarlighed? Er det kun klienterne, der skal være i fare?

I trafikken lægger man ikke ansvaret for dødsulykker udelukkende på de dræbte børn! I administrationen lægges intet ansvar på administratorerne. Det er så sjældent, at det vækker stor opmærksomhed op til en gang om året, og ellers fortsætter uhæmmet. Altså det manglende ansvar. Her når man højst frem til "beklageligt" "meget beklageligt" eller "dybt beklageligt" og nærmest aldrig tilført straf for forbryderne (en forbryder er en, der forbryder sig imod offentlige regler og love).

britt skrev:

Tak, men jeg kan ikke læse den - hvilken berusende frihed - for så må der gættes!?

Forleden vovede jeg mig igen ud i verden, og straks jeg åbnede munden blev jeg overfaldet af en flok velmenende coaches.... "hvad forhinder dig i dit og dat?"

Det er den sorgløse omsorg, uden grund vil vi å så gerne 'sørge' for de andre... Grio413 logik: "Jo, du er ked af det!"

Er vi ikke kommmet længere - sørgeligt, besynderligt, be-sørgeligt?
vh Per

Hvorfor kan du ikke læse kronikken Per? Det kan jeg! Prøv igen, for den er virkelig god!