En stemme til de stemmeløse

Prisen kommer i slipstrømmen af en række priser, Tom Heinemann har modtaget for sit arbejde de seneste år. Alene herhjemme har han været nomineret til Cavlingprisen tre gange, modtaget Timbuktu Fondens pris for kritisk u-landsjournalistik på 100.000 kroner og fået tildelt Foreningen for Undersøgende Journalistiks pris to gange. I udlandet kan han blandt andet prale af guldpalmer fra Prix Italia, Al-Jazeeras Freedom Award og hæder på Kinas Guang-zhou festival.

Tom Heinemanns vej til at blive topjournalist har dog ikke været belagt med hæderspriser. Faktisk startede den med asfalt og mursten. Han voksede op hos socialt engagerede forældre på Fanø i den lille by Sønderho. Da han var 10 år, flyttede familien til København, men som 17-årig vendte han tilbage til fødebyen for at arbejde som arbejdsmand, og i 1984 blev han uddannet murersvend. Men det holdt ryggen ikke til, og han begyndte derefter at lave socialt arbejde blandt stofmisbrugere.

Tiden blandt samfundets udsatte fik hans sociale indignation til at vokse, og lysten til at blive journalist meldte sig. Efter tre forsøg kom han ind på Journalisthøjskolen i Aarhus, og herefter har han arbejdet for blandt andet DR og fagforbundet 3F som freelancejournalist. Han har bevidst valgt altid at være sin egen herre.

I dag bor han på en husbåd i København med sin kone, Lotte la Cour, som er hans fotograf. De arbejder sammen om mange af filmprojekterne og har i den forbindelse rejst i store dele af den fattige del af verden for at tale med mennesker, der normalt ikke får en stemme i medierne.

Tom Heinemann er et familiemenneske. Sammen med Lotte la Cour har han fire børn og fire børnebørn.

Når parret er i København, slapper han af fra rollen som journalistisk vagthund med sin pibe og en time på øjet i lænestolen med hunden Fie på skødet. Men måske er øjet kun på klem, for de afslørende historier om griske firmaer og globaliseringens bagside og hædringen af hans arbejde bliver tilsyneladende ved med at flyde i hans retning.