Tre gange har den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
- Leif Tuxen.
Mai Misfeldt |
9. december 2011
”Englenes sorg” er en moderne saga om en tid, der synes så fjern, men kun ligger 100 år tilbage
Tre gange har den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Han debuterede i 1988, er nu 48 år og har 12 bøger bag sig. ”Englenes sorg” er andet bind i trilogien, der indledtes med ”Himmerige og helvede”.
LÆS OGSÅ: Sidste udkald for det nordiske broderskab?
De to bøger er tæt forbundne, og det kan anbefales at begynde med begyndelsen. Vi er på Island for cirka 100 år siden, et fattigt og isoleret samfund, hvor det nådesløst barske vejr altid har det sidste ord. Fortælleren er et ”vi”, i form af de gamle døde, altså de mennesker, som levede for 100 år siden, og hvis historier nu er en del af blandt andre forfatterens erindring. Som oftest er stemmen helt i baggrunden, men indimellem afslører afsenderen sig. Målet med de dødes fortælling er at modvirke glemslen, kæmpe mod tiden: ”Vores ord er en slags redningshold på konstant udrykning, som skal frelse svundne begivenheder og udslukte liv fra glemslens sorte hul”. Hovedpersonen er en forældreløs, læsende og reflekterende dreng, formodentlig 15-17 år gammel, som aldrig kaldes andet end drengen. I første bind mistede han sin rejsefælle Bardur, ironisk nok på grund af poesien, da Bardur på en isfrossen fiskefærd glemte at medbringe sin skindanorak, fordi han var optaget af Miltons ”Det tabte paradis” og frøs ihjel i den åbne jolle. I ”Englenes sorg” har drengen forladt fiskerflækken og er kommet til en lidt større by.
Her møder han fritænkende ligesindede i værtshusholdersken Geirtrude og den blinde kaptajn Kolbein, som han kommer til at bo hos. Alt kunne være godt, hvis ikke han igen skal udsættes for elementernes rasen, denne gang i form af en absurd, uendelig rejse, som ledsager til Jens-post, over fjeld og vand på den marvblæsende, tilsneede ø.
”Hvis djævlen har skabt noget i denne verden, bortset fra penge, så er det snestorm på fjeldet”, som et af kapitlerne lyder. Det bliver en rejse, der lader drengen opleve tidens nød og elendighed i små hytter. Han ser kærligheden, men også dens modsætning, det døde blik mellem to engang elskende mennesker. Rejsen bliver også en rejse indad, i tankerne om, hvad der er vigtigt i livet, et krævende møde med et lukket menneske og med drengens egne tab. Konstant er Jens og drengen ved at omkomme, og undervejs rækker de døde formelig hænderne ud efter dem. Bardur er en af dem, savnet af ham, som åbnede bogens verden for ham, fylder drengen: ”Alle disse små tildragelser som livet består af, og som giver det værdi, er for evigt forsvundet, forsvundet, men efterlader sig et åbent sår i hjertet som tiden lidt efter lidt forvandler til et opsvulmet ar. Den der dør forlader os dog aldrig helt, og det er modsigelsen som på samme tid trøster og piner os, den der dør er både nær og fjern.” Nærheden mærker de to mænd ikke mindst, da de, ud over posttaskerne, ender med at skulle fragte en kiste med en død kvinde over fjeldene.
Der er meget vejr, en stor del patos og meget hjernekværnen i romanen. Men også skønhed, sanselighed, stærke kvindeskikkelser, magi og indre liv. ”Kampen for livet og drømme kan ikke forenes, digtning og saltfisk er modsætninger, og ingen spiser sine drømme. Sådan lever vi”, siger de døde, men i al sin poesi svarer romanen igen.
Jeg skal ikke røbe noget, kun at den bratte slutning efterlod mig frustreret, men også med en stor forventning til det afsluttende bind. Jeg er ikke færdig med drengen.
Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg. 332 sider. 298 kroner. Oversat af Kim Lembek. Batzer& Co.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad