”Venner, er I der stadigvæk? Jeg er lige her”

Når folk altid klager over FB som den store ”tidrøver”, må det være det, de tænker på. Men så lad være. Det gør jeg. Jeg er mere interesseret i menneskene. Jeg vil vide, hvordan det går dem.

Jeg skriver gerne selv en statusbesked hver anden, tredje eller fjerde dag. Men det er følsomt. Jeg kender folk, der ikke lægger skjul på, at de betragter det som en form for sygelig afhængighed. Selv synes jeg, problemet er det omvendte. Det er de andre, der skriver for lidt.

En optælling blandt mine 322 venner har jeg ikke lavet, men jeg vil tro, at over halvdelen af dem ALDRIG eller yderst SJÆLDENT meddeler sig på FB. Det finder jeg beklageligt, for meningen er jo, at man skal kunne følge lidt med i hinandens liv. Det værste er, at der samtidig er noget uigennemskueligt over passiviteten. Man kan ikke vide, om de aldrig logger sig ind og reelt slet ikke er på FB. Eller om de er inde dagligt og ser alt, hvad jeg foretager mig, blot uden selv at give sig til kende.

Nu skal jeg ikke moralisere. For der kan være mange gode grunde til, at folk ikke skriver. Nogle er chefer eller sidder i betroede stillinger, hvor de ikke kan dyrke deres private persona alt for meget i offentlig kommunikation. Og det er selvfølgelig mere naturligt for en professionel skriverkarl som undertegnede at ”fortælle sit liv”. Andre mennesker kan have andre tærskler for blufærdighed og slet ikke bryde sig om at ”være på”. Endelig kan man komme ind i triste eller problematiske faser af sit liv, hvor man ikke synes, det er så sjovt at meddele sig.

Alligevel synes jeg, det er ærgerligt. Man moraliserer tit over FB, fordi det er overfladisk. Men det er jo netop pointen. Samværet på FB hører ind under det, sprogfolk kalder den fatiske sprogfunktion og som blandt andet beskrives sådan her på Wikipedia: ”Her hører hallo-et fra telefonen hjemme sammen med ritualiseret smalltalk og konventioner, der er intetsigende i den forstand, at der ikke overføres andre oplysninger end af typen jeg er her, du er der, vi er sammen (egentlig alle underforstået, og vi kan kommunikere, hvis vi får brug for det).”

Og det er netop sagen. FB formidler en særlig form for flygtigt og mikroskopisk samvær, hvor man lige bekræfter over for hinanden, at man er her endnu og gerne vil opretholde en kontakt. Det kan selvfølgelig ikke erstatte andre former for samvær, men det er en social form i sin egen ret.

Jeg ville for eksempel aldrig have mulighed for at køre en udfoldet mailveksling med 322 personer, og jeg ville heller ikke have tid til, selvom det kunne være hyggeligt, at afsætte et par timer 322 dage om året til en snak over en kop kaffe. FB giver noget særligt. Men det kræver, at folk skriver. Så bare kom i gang. Jeg er her og læser det hele. Jeg vil være den sidste, der forlader festen.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.